Tusindvis af italienere strejker fredag

Hundredtusindvis af italienere forventes at gå på gaden fredag i en generalstrejke for at protestere over den spareplan, som landets regering har godkendt. Fagforeningerne mener, at besparelserne tilgodeser de rige på bekostning af Italiens fattigste.

Strejken kommer til at berøre alt fra offentlig transport, teatre, landbrug og fabriksarbejde. Selv begravelser vil blive udskudt på offentlige begravelsespladser. Demonstrationerne rammer stort set alle større byer i Italien.

Italiens største fagforening, den venstreorienterede CGIL, har annonceret strejken med krav om, at Italiens regering med premierminister Silvio Berlusconi i spidsen laver om på spareplanen, så besparelserne rammer befolkningen mere lige.

- Vi ved godt, at Italien er nødt til at mindske underskuddet, men regeringens budget er uretfærdigt og nedtrykkende, siger Susanna Camusso, næstkommanderende i CGIL, der har godt seks millioner medlemmer.

- I to år benægtede regeringen, at der overhovedet var en krise i stedet for at iværksætte en plan, siger hun.

Efter i månedsvis at have fortalt italienerne, at der ikke var nogen krise, godkendte Berlusconi-regeringen i maj besparelserne til en værdi af 186 milliarder kroner.

Planen rammer blandt andet kommunerne og betyder en fastfrysning af lønningerne i den offentlige sektor.

Det italienske finansministerium sagde i denne uge, at besparelserne kommer til at betyde en vækst på blot 0,1 procent i bruttonationalproduktet i 2010 og 0,2 i både 2011 og 2012.

De fleste strejkende i den private sektor bliver væk fra jobbet i fire timer, mens offentligt ansatte bliver væk hele dagen for at understrege deres vrede.

/ritzau/Reuters

En generalstrejke rammer fredag Italien, hvilket betyder, at flere hundredetusinde vil gå på gaden for at protestere over Berlusconi-regeringens spareplan.

Offentliggjort Sidst opdateret