Tusindvis af kinesere støtter Ai Weiwei

Tusindvis af kinesere har doneret 5,29 millioner yuan eller knap fem millioner kroner til at hjælpe kunstneren og aktivisten Ai Weiwei med at betale en skattebøde.

Det oplyser han selv mandag.

Det er en usædvanlig reaktion, efter de kinesiske myndigheder har idømt ham en bøde på 15 millioner yuan for skatteunddragelse. Forinden havde Ai siddet fængslet i 81 dage.

Det har mellem linjerne stået klart, at det kinesiske regime ønskede at straffe ham for at kritisere manglen på demokrati og menneskerettigheder i Kina.

- Postkontoret har lige underrettet mig om, at der er 776 kontante indbetalinger, som vi er nødt til at komme og hente, fortalte Ai mandag morgen.

Siden er det strømmet ind med penge. Sent mandag lokal tid har 18.829 mennesker givet et bidrag, fortæller en kollega til Ai.

Men i en leder skriver en ledende partiavis, at Ai risikerer at blive anklaget for "ulovlig indsamling".

Indsamlingen er usædvanlig, fordi den så åbenlyst sker i trods over for regimet.

Den 54-årige Ai blev anholdt i april, mens hans værker var ved at blive udstillet på kunstmuseet Tate Modern i London. Kunstmuseet Louisiana i Nordsjælland åbner den 18. november en stor udstilling med Ais værker.

/ritzau/AFP

Kinesere trodser regimet og giver millioner til at betale kunstneren og kritikeren Ai Weiweis skattebøde.

Offentliggjort Sidst opdateret