Tusindvis af mennesker demonstrerer i Kairo
Efter fredagsbønnen i Kairo er demonstrationerne brudt ud i den egyptiske hovedstad.
Titusindvis af tilhængere af den afsatte præsident Mohamed Mursi, som militæret fjernede fra magten den 3. juli, er gået på gaderne i den nordøstlige del af Kairo.
Mens de råber slagord som "ned med militærstyret", bevæger de sig mod det centrale Ramses-område i Kairo, der ligger i nærheden af Tahrir-pladsen, hvor mange af Mursis modstandere har holdt til.
I flere andre byer er der demonstrationer, og flere meldes allerede dræbt.
Indtil videre har 13 mistet livet - en betjent og 12 demonstranter i byerne Ismailia og Damietta. Det oplyser kilder fra sundhedsmyndighederne.
Flere andre steder er der også blevet rapporteret om voldelige hændelser, blandt andet er en politimand dræbt under et væbnet angreb på en kontrolpost i Kairo. Det siger sikkerhedskilder ifølge AFP.
Ligesom øjenvidner fortæller, at der kastes med tåregas fra en bro i Kairo. Men det er, ifølge øjenvidnerne, umuligt at sige, om det er politi eller Mursi-demonstranter, der bruger tåregas.
Også nord for hovedstaden i Tanta er der sammenstød mellem Mursi-tilhængere og sikkerhedsstyrker.
Det Muslimske Broderskab, hvor Mursi har sine rødder, har opfordret til demonstrationer for at protestere mod begivenhederne i onsdags, hvor militæret greb ind og fjernede de lejre, som Mursi-tilhængere har opretholdt i Kairo siden starten af juli.
Det Muslimske Broderskab forsikrer, at demonstrationerne i gaderne fredag, som de kalder "vredens fredag", vil være fredelige.
Der er meldt om cirka 600 dræbte over hele landet i forbindelse med begivenhederne i onsdags.
Militæret siger, at det har sendt forstærkninger til regeringsbygninger for at øge bevogtningen.
Såvel militær som politi har bebudet, at der bliver grebet hårdt ind mod uroligheder.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker