Tusindvis af onlinefora demonstrerer over påstået grådighed

Ifølge The New York Times besøger 57 millioner mennesker Redit hver dag. (Arkivfoto). Foto: Dado Ruvic/Reuters

Brugernes vrede over ændringerne af forretningsmodellen for det sociale medie Reddit fortsætter uden udsigt til forsoning med selskabets topchef.

Offentliggjort Sidst opdateret

En række ændringer i forretningsmodellen for et af verdens mest brugte sociale medier, Reddit, har fået dets brugere op i det røde felt med påstande om grådighed.

Onsdag fortsætter demonstrationerne på det frivilligt-drevne onlineforum, omkring en uge efter en protestaktion, der førte til en 48 timer lang nedlukning af over 9000 fora.

Over 3200 af fora om alt fra musik, fitness, fotografi og boligindretning er fortsat lukket ned ifølge hjemmesiden Reddark, der sporer udviklingen.

Andre af de mest populære fora, kendt som subreddits, er blevet fyldt med opslag, der håner Reddits administrerende direktør, Steve Huffman.

De mest populære fora på det sociale medie har flere millioner brugere. Et er fulgt af flere end 40 millioner.

Moderaterne af nogle af de fora, der dog er genåbnet, siger, de gør det af frygt for at blive fyret fra det job, de bruger flere timer på hver uge uden nogen betaling.

- Vi ønsker det bedste for dette fællesskab og har intet andet valg end at åbne igen - eller at blive åbnet mod vores vilje, skriver moderaterne af et forum for entusiaster af it-mærket Apple.

Reddit er ifølge flere en af de 20 mest brugte hjemmesider i verden. (Arkivfoto). Foto: Lionel Bonaventure/Ritzau Scanpix

I samme besked opfordrer de Reddits administrerende direktør, Steve Huffman, til at træde tilbage.

Konkret er brugerne utilfredse med Reddits ændringer af den måde, som uafhængige apps er vant til at bruge det sociale medies API.

API står for "Application Programming Interface" og er en grænseflade, der tillader én softwarekomponent at kommunikere med en anden.

Mange tilgår Reddit via uofficielle apps, der tilbyder en reklamefri og i flere tilfælde udvidet brugeroplevelse. Det er kun gjort muligt ved brug Reddits offentlige API.

Men Reddit vil hæve prisen på brugen af sin API, der historisk set har været næsten gratis, da det ifølge selskabet er nødvendigt for at blive en bæredygtig forretning.

Reddit er ifølge flere en af de 20 mest brugte hjemmesider i verden. Ifølge The New York Times besøger 57 millioner mennesker platformen hver dag.

- Man kan se, at mange af de subreddits, der holder fast, stadig har en masse frustration over det hele, hvordan det er blevet håndteret, og Reddits uvillighed til at rykke sig en centimeter, siger Christian Selig til The New York Times.

Han står bag appen Apollo, der har fået ros for sit design og mange egenskaber.

Nu vil han lukke appen 30. juni, hvilket er dagen før, at omkostningerne for at bruge Reddits API for Apollo ifølge ham selv stiger til 20 millioner dollar om året - omkring 136 millioner kroner.

Til trods for de mange protester virker det ikke til at påvirke Steve Huffman, der var med til at stifte det sociale medie i 2005.

- Protester og uenigheder er vigtige. Problemet med dette er, at det ikke kommer til at ændre noget, fordi vi har lavet en forretningsmæssig beslutning, som vi ikke forhandler om, sagde han til nyhedsbureauet AP i sidste uge.

Imidlertid har hans sammenligning af demonstranterne med landadelen, en velhavende britisk socialklasse, der var prominent fra slutningen af middelalderen indtil 1920'erne, kun styrket brugerne i deres sag.

/ritzau/

Hvad er Reddit?

* Reddit er et socialt medie og forum, hvor indhold er kurateret og promoveret af dets brugere.

* Navnet er et ordspil på det engelske udtryk "I read it" - på dansk "jeg har læst det".

* Hjemmesiden består af tusindvis af delfora, der er kendt som subreddits. Hvert subreddit har sit eget tema som eksempelvis politik, fodbold, musik eller gamingkultur.

* Reddits brugere deler selv indhold, hvilket bliver sendt til afstemning for at vurdere, hvad der egner sig mest til at blive delt yderligere og dermed set af flere.

* Reddit er en af de 20 mest brugte hjemmesider i verden.

* Over 57 millioner mennesker besøger platformen hver dag.

Kilder: Reddit, Techtarget, The New York Times, Similarweb

/ritzau/

Sagen forfra

* Tidligere i år offentliggjorde Reddit en række ændringer af sin platform, der træder i kraft 1. juli.

* Ændringerne er ifølge Reddit nødvendige for at gøre selskabet til en bæredygtig forretning.

* Brugerne af det sociale medie er utilfredse med ændringerne, som ifølge dem forringer oplevelsen af Reddit.

* Især rammer ændringerne de frivillige moderatorer, som i høj grad er ansvarlige for indholdet på Reddit.

* I sidste uge lukkede over 9000 af Reddits fora - subreddits - ned i 48 timer i protest mod ændringerne.

* En række fora protesterer fortsat ved at begrænse deres indhold, hvilket har fået Reddit til at true med at smide de frivillige moderatorer på porten.

Kilde: AP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu