Tusindvis af sårede og mindst 78 døde i voldsom eksplosion i Beirut
En søjle af røg stiger op fra et sted i Libanons hovedstad, der blev ramt af en eksplosion tirsdag eftermiddaag. Foto: Anwar Amro/Ritzau ScanpixAnwar Amro/Ritzau Scanpix
Libanons præsident, Michel Aoun, har erklæret to ugers undtagelsestilstand efter kraftig eksplosion tirsdag.
Ritzau RitzauRitzau
OffentliggjortSidst opdateret
En kraftig eksplosion i Libanons hovedstad, Beirut, har kostet mindst 78 mennesker livet og såret knap 4000 andre.
Det oplyser Libanons sundhedsminister, Hamad Hasan, ifølge nyhedsbureauet Reuters omkring klokken 01 natten til onsdag, efter at eksplosionen tirsdag eftermiddag ramte Beirut.
Dødstallet frygtes at stige yderligere.
- Der er mange mennesker, der mangler. Folk spørger efter deres kære, og det er svært at lede efter dem om natten, fordi der ikke er noget elektricitet.
- Vi står over for en sand katastrofe og har brug for tid til at vurdere omfanget af skaderne, siger Hamad Hasan ifølge Reuters.
Annonce
Hundredvis af mennesker er bragt til hospitaler i byen. Mange andre er fortsat fanget i deres hjem, som er ødelagt i den voldsomme eksplosion. Det siger chefen for Røde Kors i Libanon, George Kettaneh.
Et enkelt af Beiruts hospitaler - Hotel Dieu Hospital - behandler over 500 tilskadekomne og kan ikke modtage flere. Det oplyste hospitalet tidligt tirsdag aften til den libanesiske tv-station LBCI.
Mange af de sårede skal opereres, og hospitalet appellerer til folk om at donere blod, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Libanesiske medier viser billeder af blødende mennesker, der er fastklemt under murbrokker.
Andre sårede går rundt i gaderne i det centrale Hamra-kvarter, hvor hver eneste butik i hovedgaden har fået knust ruderne, skriver AFP.
Et skib, der tilhører FN's fredsbevarende styrke Unifil i Libanon, er desuden blevet ramt. Besætning om bord er blevet såret, skriver Unifil i en erklæring ifølge AFP.
Det er endnu uklart, hvad der har forårsaget eksplosionen, der er den voldsomste i Libanon i årevis.
Landets sikkerhedschef, Abbas Ibrahim, siger til AFP, at der blev opbevaret højeksplosivt materiale på havnen.
- Tilsyneladende er der en lagerbygning med materiale, der blev konfiskeret for år tilbage, og det lader til, at det var højeksplosivt materiale, siger sikkerhedschefen.
Premierminister Hassan Diab siger tirsdag aften i en tv-tale til nationen, at "de ansvarlige vil betale prisen".
Annonce
- Fakta om dette farlige lager, der har været der siden 2014, vil blive fremlagt, og jeg vil ikke foregribe efterforskningen, siger han.
Libanons præsident, Michel Aoun, har erklæret to ugers undtagelsestilstand sent tirsdag aften, skriver AFP. Han har desuden indkaldt til hastemøde i landets forsvarsudvalg.
Braget splintrede vinduerne i huse flere kilometer væk, forårsagede rystelser over store dele af Beirut og sendte en tyk søjle af røg op i luften.
Flere bygninger er ødelagt, og adskillige biler er blevet blæst omkuld af trykket fra eksplosionen, rapporterer den britiske tv-station BBC.
Flere brugere på sociale medier deler videoer af den kraftige eksplosion. Nogle af optagelserne ser ud til at vise to eksplosioner - først en mindre og derpå en kraftigere.
Den voldsomme eksplosion kommer på et tidspunkt, hvor Libanon er præget af den værste økonomiske krise i årtier. Det har udløst massive demonstrationer mod regeringen.
Samtidig er der kun tre dage til, at der efter planen skal falde dom i sagen om drabet på Libanons tidligere premierminister Rafik Hariri.
Fire formodede medlemmer af shiamilitsen Hizbollah er anklaget for at have stået bag den kraftige bombe, der i 2005 dræbte Hariri og 21 andre ved Beiruts havnefront.
/ritzau
Brandmænd forsøger at slukke ilden efter den kraftige eksplosion i Beiruts havneområde tirsdag eftermiddag. Foto: Mohamed Azakir/ReutersMohamed Azakir/Reuters
Et større område er beskadiget efter den kraftige eksplosion i Beirut tirsdag. Det er ikke umiddelbart klart, hvad der har forårsaget eksplosionen. Foto: Issam Abdallah/ReutersIssam Abdallah/Reuters
Seneste artikler
Lokal filmproducer bag verdens bedste film
NFC-profil: Sådan blev oprykningen fejret
Pride kommer til Nykøbing: - Vi var klar på modstand fra start
Stor havnedag trak flere tusinde til byen
Michael Mix jagter nye højder: Den dobbelte Danmarksmester vil på podiet til EM
Mest læste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Værtshus inviterer til dildoparty
Susan åbner Madkassen
Lokal Rema 1000 snupper førstepladsen for andet år i træk
59.500 kroner til NFC-formand blev bogført som rengøring