Tusindvis af ukrainere tager på farlig flugt for at undgå indkaldelse

Dan Benga, der er leder af redningsholdet i Maramures-bjergene, modtager et nødopkald i nærheden af grænsen mellem Ukraine og Rumænien. Foto: Daniel Mihailescu/Ritzau Scanpix

Tusindvis af ukrainere er flygtet til Rumænien for at slippe for at blive sendt i krig. Men det er med livet som indsats, for rejsen til nabolandet er farlig.

Højt oppe i de snedækkede bjerge i det nordlige Rumænien hørte redningsfolkene en ung ukrainsk mands skælvende stemme.

Han er en af tusindvis af ukrainere, der er flygtet til landet på grund af de strengere værnepligtsregler i det krigsramte Ukraine.

- Jeg fryser så meget, sagde den 21-årige mand.

Han havde ondt i ryggen efter i tre dage at have gået over stejle bjerge med snedækkede toppe.

De er "børn, som aldrig har kæmpet i deres liv, og som er bange for at tage til fronten", siger Dan Benga, som er leder af redningsholdet i Maramures-bjergene.

- Mange af dem siger, at de hellere vil dø på bjerget end dø i krigen.

Ukraine kæmper for at inddæmme den russiske offensiv, der blev indledt i februar 2022.

Regeringen har i et stykke tid drøftet at sænke alderen for, hvornår man kan indkaldes. Det er nu sket. Alderen er sænket fra 27 til 25 år.

Det har fået flere ukrainere end nogensinde før til at flygte til Rumænien.

Ifølge det rumænske grænsepoliti er næsten 2500 flygtet i de første fire måneder af 2024.

Det er dobbelt så mange som i samme periode sidste år.

Det er ikke ufarligt.

De risikerer under flugten at fryse ihjel i bjergene eller drukne i floden Tisa ved den nordlige grænse.

Benga befandt sig i 1600 meters højde, da han hørte opkaldet fra den 21-årige.

Redningsholdet bærer ligene af to ukrainere, der er fundet døde i det barske terræn på et plateau tæt på grænsen mellem Rumænien og Ukraine i Maramures-bjergene. Foto: Daniel Mihailescu/Ritzau Scanpix

Han bad om GPS-koordinater og sendte tre redningsfolk ud for at hente ham.

Han var den 37. ukrainer, der blev reddet i år.

Samtidig er han én af mere end 100, der er blevet reddet i området, siden krigen startede.

Men nogle gange kommer hjælpen for sent.

Tidligere havde Bengas folk fået at vide, at der lå to lig i sneen endnu højere oppe på bjerget.

De blev bragt ned i ligposer.

Mændene havde ingen id på sig, og der blev ikke fundet noget bagage.

Næsten 2500 ukrainere er flygtet i de første fire måneder af 2024 ifølge det rumænske grænsepoliti. Det er dobbelt så mange som i samme periode sidste år. Foto: Daniel Mihailescu/Ritzau Scanpix

Ifølge Benga var det to ukrainere, som var blevet meldt savnet for næsten en måned siden.

- Det er en tragedie, siger han.

Mange af dem, der flygter, er dårligt udrustede, "uden skiftetøj og uden proviant".

Siden Rusland invaderede Ukraine, er 23 ukrainere blevet fundet døde på rumænsk jord, siger grænsepolitiet.

Af dem blev 13 trukket op af floden Tisa.

Ruten langs floden er hurtigere end via bjergene, men farlig på grund af det kolde vand og den stærke strøm.

Benga frygter, at der vil blive fundet flere lig, når sneen smelter.

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

De ukrainere, der når over grænsen til Rumænien, går til immigrationscentrene for at få hjælp.

Her kan de nemlig anmode om midlertidig beskyttelse, som gives til ukrainere, der flygter fra krigen.

- Proceduren tager cirka fem minutter, siger Simona Chioran, direktøren for et af centrene.

Blandt de ukrainere, der ankom i varevogne og biler, var en 29-årig mand, som rejste med sin kone og datter.

Han holdt sin sovende toårige datter i armene, mens han svarede på en immigrationsofficers spørgsmål.

Han ville ikke fortælle, hvordan det var lykkedes ham at komme ud af Ukraine.

De fleste ukrainske mænd mellem 18 og 60 år er blevet forhindret i at forlade landet under undtagelsestilstanden.

Men ifølge grænsepolitiet er omkring 12.000 nået til Rumænien, siden krigen begyndte.

De lokale siger, at mange rejser videre til andre lande.

Men nogle har slået sig ned i nærheden af grænseovergangen Sighetu Marmatiei eller Sighet, der ligger 90 kilometer fra immigrationscentret.

På et pizzeria nær en træbro over Tisa fortæller en ukrainsk mand sidst i 40'erne, at han rejste lige før krigen og nu hjælper nogle af de ukrainske mænd, der er flygtet.

I weekenderne kommer kvinderne, som er blevet i Ukraine, til Sighet for at se deres mænd.

I de dage bliver Sighet en "kærlighedsby", siger han.

/ritzau/AFP

Indkaldelse til hæren i Ukraine

* Der blev indført militær undtagelsestilstand i Ukraine, efter at landet blev invaderet af Rusland den 24. februar 2022.

* Undtagelsestilstanden giver den ukrainske hær mulighed for at indkalde mænd over 27 år til at aftjene militærtjeneste og kæmpe mod Rusland.

* I starten af april underskrev Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, en lov, der sænkede aldersgrænsen til 25 år.

* Siden krigen brød ud i 2022, har det været forbudt for mænd i alderen 18 til 60 år at forlade Ukraine. Det skyldes, at de skal kunne indkaldes til militærtjeneste, hvis det bliver nødvendigt.

Kilder: Reuters og AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu