Tusindvis demonstrerer mod Netanyahu i Israels gader
Ifølge israelske medier blev der i hjertet af storbyen Tel Aviv blandt andet råbt "Valg nu" under demonstration lørdag. Foto: Carlos Garcia Rawlins/Reuters
Demonstranter mener, at Netanyahu er ansvarlig for et Israel i sorg. De opfordrer til udskrivelse af valg.
I flere byer i Israel har der lørdag aften igen været større demonstrationer i gaderne, hvor tusindvis af personer har protesteret mod regeringen og landets premierminister, Benjamin Netanyahu.
Samtidig demonstrerer de for, at der lægges en større politisk indsats i at få løsladt gidslerne i Gaza.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Ifølge israelske medier har der blandt andet været demonstrationer i storbyen Haifa og foran Netanyahus private villa i havnebyen Cæsarea.
Ifølge israelske medier blev der i hjertet af storbyen Tel Aviv blandt andet råbt "Valg nu".
Andre demonstranter råbte med henvisning til Netanyahu, der også er kendt som Bibi: "Du er ansvarlig, du har skylden".
- Jeg bebrejder dig, Bibi, for at ødelægge alle de værdier, som vi opfostrer vores børn med. Jeg bebrejder dig for at bringe et helt land i sorg, lød det videre fra en demonstrerende kvinde, der mistede sin bror 7. oktober.
Netanyahus popularitet i befolkningen har lidt et slag, siden Israel 7. oktober blev angrebet af Hamas.
Israels militær indledte få timer efter angrebet en omfattende offensiv mod den militante bevægelse i Gazastriben.
Kritikere beskylder premierministeren for at have forsømt beskyttelsen af Israels grænse til Gazastriben ved at prioritere sin egen politiske overlevelse over landets interesser.
De har også tidligere beskyldt premierministeren for at bruge krigen mod Hamas til egen politisk vinding.
Israels militære offensiv har ifølge de lokale, Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gazastriben foreløbig kostet over 30.000 mennesker livet.
Hamas dræbte knap 1200 mennesker i det sydlige Israel og tvang omkring 250 andre med sig til Gazastriben. Siden er 105 af gidslerne blevet frigivet.
Omkring 130 menes dog stadig at være tilbage i Gazastriben. Af dem menes 31 at være døde.
Også lørdag sluttede en demonstration, som var arrangeret af pårørende til gidslerne, i Jerusalem.
Demonstrationen blev indledt onsdag i en kibbutz nær Gaza. Den var blandt de områder, der 7. oktober blev angrebet. Herfra har demonstranterne dag for dag bevæget sig mod Netanyahus officielle bolig.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde