Koleraepidemien i Haiti har indtil videre krævet omkring 7000 menneskeliv, og dagligt rapporteres der om 200 nye tilfælde af den frygtede sygdom. Også i det væsentligt rigere naboland, Den Dominikanske Republik, er mange bukket under for sygdommen.
Epidemien beskrives af sundhedseksperter som en af de værste, der har ramt et enkelt land, i årtier. Ved udgangen af december var der rapporteret om over 520.000 tilfælde af kolera i Haiti, ifølge vicedirektør i Pan American Health Organization, Jon Kim Andrus.
- Det er et af de største udbrud af kolera i nyere tid, siger Andrus i forbindelse med en orientering om udviklingen i Haiti to år efter jordskælvet i januar 2010, der dræbte over 225.000 personer.
I Den Dominikanske Republik, nabostat til Haiti på øen Hispaniola, har der været 363 dødsfald. Desuden er 21.000 personer dominikanere smittet af kolera, ifølge Andrus.
Udbruddet af kolera begyndte i oktober 2010, og menes at have sit udspring i en lejr beboet af FN-soldater fra Nepal. Adskillige af ofrene for sygdommen på Haiti har via advokater afkrævet FN millioner af dollar i kompensation.
Ifølge Andrus er det afgørende for at stoppe epidemien, at forsyningen af drikkevand forbedres i Haiti. Det anslås at koste op til 1,1 milliarder dollar (6,2 milliarder kroner) at sikre flere adgang til rent vand i Haiti, der er blandt verdens fattigste lande.
Haiti har siden jordskælvet for to år siden modtaget cirka 2,4 milliarder dollar i bistand fra udenlandske donorer.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker