Tv sår tvivl om behandling af Anna Lindh

Sveriges tidligere udenrigsminister Anna Lindh døde efter flere timer på operationsbordet, men ifølge programmet Kalla Fakta (Kolde Fakta) på TV4 kunne hun muligvis have redet livet, hvis hun havde fået en anden behandling.

Ifølge programmet havde Karolinska universitetshospital også først dets to mest erfarne kirurger på plads omkring fem timer efter knivoverfaldet, som kostede den svenske toppolitiker livet.

Sygehuset vil ikke kommentere de nye oplysninger eller beskyldninger, der blev fremsat søndag aften på den svenske tv-kanal.

- Vi er bundet af vor tavshedspligt og gældende regler, siger cheflæge Stefan Engqvist til det svenske nyhedsbureau TT.

Kalla Fakta har undersøgt obduktionsrapporter og fået navnene på 23 læger og sygeplejersker på Karolinska universitetshospital i Solna, som behandlede Lindh den 10. og 11. september 2003.

Ifølge programmet var Lindhs blødninger i maven så kraftige, at hun fik omkring 50 liter blod. Hun døde efter otte timer på operationsbordet.

En kilde siger i programmet, at blødningerne først skulle have været standset med mindre indgreb, hvorefter patienten skulle have hvilet inden en større operation. En metode, der i udsendelsen kaldes Damage Control.

Dette ville kunne have hindret flere livstruende følgevirkninger.

Men denne metode forudsætter, at det første indgreb sker højst en til to timer efter, at skaden er sket, og sygehusets førende kirurger på området kom altså først til stede, da operationen havde været i gang i fire timer.

Donald Trunkey, professor emeritus i kirurgi i Oregon i USA, siger, at han ikke forstår, hvorfor Damage Control ikke blev anvendt i stedet for de langvarige operationer.

Anna Lindh var i september 2003 ude for at handle i stormagasinet NK i Stockholm, da hun blev overfaldet med en kniv.

Den 31-årige Mijailo Mijailovic afsoner livstid for drabet på hende.

/ritzau/TT

Ifølge et svensk tv-program kunne Sveriges tidligere udenrigsminister Anna Lindh måske kunne have været reddet med anden behandling.

Offentliggjort Sidst opdateret