Twitters aktionærer godkender salg til modvillige Elon Musk
Tesla-ejer og mangemilliardær Elon Musk vil ud af en købsaftale med Twitter. Men tirsdag aften dansk tid har aktionærerne i Twitter ved en afstemning godkendt aftalen og står dermed fast på, at selskabet skal sælges til Musk. (Arkivfoto). Foto: Samuel Corum/Ritzau Scanpix
Twitter står fast på aftalen om at sælge mediegiganten. Musk vil ikke købe og skal mødes med Twitter i retten.
Aktionærerne i Twitter har tirsdag aften godkendt en aftale om at sælge det sociale medie til rigmanden Elon Musk - på trods af, at han fortsat ønsker at komme ud af købsaftalen.
Afstemningen i aktionærkredsen varede blot få minutter, da de fleste stemmer var afgivet digitalt på forhånd.
Godkendelsen betyder, at Twitter står fast på, at selskabet har en købsaftale med Elon Musk. Dermed vil en retssag om emnet også begynde som planlagt i oktober.
I april i år skrev Twitter i en pressemeddelelse, at Tesla-ejeren havde købt det sociale medie for 44 milliarder dollar - svarende til cirka 327 milliarder kroner - men siden har rigmanden trukket i land. Han vil ud af aftalen.
Elon Musk mener, at Twitter har brudt elementer af købsaftalen, og at den dermed bør ophæves.
Blandt andet mener han, at selskabet har tilbageholdt oplysninger om mængden af falske konti på mediet.
Musk henviser også til Twitters tidligere sikkerhedschef Peiter Zatko. Han har rejst store bekymringer om medieplatformens sikkerhed.
Eksempelvis har Zatko sagt, at han har fundet "ekstreme, voldsomme mangler af Twitter", herunder dårlig kontrol med ansattes adgang til brugerdata og risiko for indblanding fra fremmede stater.
Men bekymringen om risikoen for hacking, datatyveri eller lignende skulle ledelsen tilsyneladende ikke have ageret på.
- Jeg er her i dag, fordi Twitters lederskab vildleder offentligheden, lovgivere og endda sin egen bestyrelse, sagde Zatko tirsdag, hvor han talte til Kongressen ved en høring.
Men Twitter har flere gange afvist, at selskabet har brudt aftalen. Derfor har Twitter sagsøgt milliardæren med påstand om, at købet skal gennemføres, og at det skal ske til det aftalte beløb.
Derfor skal en dommer afgøre tvisten, når de to parter fra 17. oktober skal mødes i retten i Delaware, USA.
AP og BBC har tidligere berettet, at Elon Musk kan trække sig fra aftalen. I så fald skal han betale en milliard dollar.
Det svarer til lidt under 7,5 milliarder kroner.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde