Tyfon raserer det nordlige Filippinerne

Jordskred i bjergområderne og enorme bølger langs kysten er tegn på, at supertyfonen Megi er gået i land på den nordlige spids af Filippinerne tidligt mandag morgen dansk tid.

Skoler er blevet lukket og tusinder af landsbybeboere fra den nordlige del af hovedøen Luzon er evakueret til et mere sikkert sted som forberedelser til tyfonen.

Megi er ifølge Tropical Storm Risk en kategori fem supertyfon, hvilket er den højestrangerede med vindstyrker på op til 250 kilometer i timen, og den er den 10. og stærkeste tyfon, som rammer Filippinerne i år.

Den nordøstlige provins Isabela var den, der fik Megis vrede at føle mandag morgen, men ingen er umiddelbart kommet til skade, lyder det fra den statslige meteorolog Graciano Yumol.

- Der er lige nu naturlige farer. Der er jordskred i bjergene, vi har dønninger og store bølger ved kystlinjen og nu har vi også oversvømmelsesvarsler, siger han i et interview med en tv-station.

Flyruter til og fra det nordlige Luzon er ligesom skolerne blevet suspenderet, og skibe har fået besked på ikke at forlade havnen.

I hovedstaden Manila er man klar med madrationer, medicin og redningsudstyr som gummibåde, så de ramte områder kan få hjælp.

Den nationale polititalsmand Agrimero Cruz forklarer, at også et eftersøgnings- og redningshold fra Manila er på vej mod nord for at styrke beredskabet.

- Vi har også erklæret fuldt alarmberedskab over hele landet, siger Cruz.

Som det ser ud nu, stormer Megi videre mod Kina efter at have ramt Filippinerne.

/ritzau/Reuters/AFP

Tusinder af filippinere er blevet evakueret fra den nordlige del af landet, mens supertyfonen pløjer sig gennem området.

Offentliggjort Sidst opdateret