Tyfon tvinger næsten 900.000 til evakuering i Kina
Tyfonen Saola har væltet masser af træer i Hongkongs gader. Foto: Mladen Antonov/Ritzau Scanpix
En tyfon er tidligt lørdag gået i land i Kina. Millioner har barrikaderet sig indenfor, og mange er evakueret.
Myndighederne i to kinesiske provinser har givet indbyggerne besked på at forlade deres hjem og ejendele og lade sig evakuere forud for tyfonen Saolas ankomst. I alt er foreløbig 880.000 personer blevet evakueret.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Tyfonen er gået i land i Guangdong-provinsen i det sydlige Kina natten til lørdag dansk tid efter at have bevæget sig hen over Hongkong.
De mennesker, som ikke allerede er blevet evakueret, har fået besked på at barrikadere sig i deres hjem.
Hundredvis af flyafgange i de berørte områder er blevet aflyst. Alene i Hongkong var der fredag aften aflyst 460 flyafgange.
Ifølge Kinas nationale vejrtjeneste kan Saola blive den kraftigste tyfon, som har ramt området siden 1949.
Mens tyfonen ramte Hongkong, væltede regnvejr ned over storbyen. Myndighederne frygter, at regnmængderne vil føre til voldsomme oversvømmelser.
Der er da også allerede kommet flere meldinger om oversvømmelser. Desuden er mange træer væltet i Hongkongs gader på grund af kraftig blæst.
Ifølge AFP kan man se, at skyskraberne i Hongkong vajer i vinden, og butiksejere har travlt med at pakke deres butiksvinduer ind for at beskytte mod flyvende genstande.
Det sydlige Kina bliver jævnligt ramt af tyfoner om sommeren og efteråret. De opstår over det varme hav øst for Filippinerne og bevæger sig derefter mod vest mod Kina.
Men ifølge forskere er de tropiske storme generelt blevet voldsommere end tidligere, og det menes at skyldes klimaforandringer. Dels er vindstødene kraftigere end førhen, dels følger der mere regn med stormene.
Ifølge Sky News har tyfonen på sin vej mod Kina haft en vindstyrke på op mod 200 kilometer i timen.
En tyfon er en orkan, der dannes i den vestlige del af det nordlige Stillehav.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker