Tyreløb er stadig højdepunkt ved Pamplona-festival
Demonstranter i farvedemonstration i Pamplona op til den omdiskuterede San Fermin-festival i Pamplona, som er kendt for tyreløb. Hundredtusinder af mennesker er kommet til byen for at deltage i den uge, hvor tyre slippes fri gaderne ved festivalens kulmination. Foto: Alvaro Barrientos/Ritzau Scanpix
Tradition med tyreløb, som siges at gå tilbage til middelalderen, deler vandene i Spanien hver sommer.
Den omdiskuterede San Fermin-festival i den spanske by Pamplona, som er kendt for tyreløb, indledes torsdag. Hundredtusinder af mennesker er kommet til byen for at deltage i den ni dage lange festival i den nordspanske by, hvor tyre slippes fri i gaderne ved festivalens kulmination.
Når det sker er der mange festivaldeltagere - overvejende mænd - som går ud i gaderne for at vise, at de er i stand til at undvige tyrene. Men en del bliver stanget. Sidste år blev 35 såret. Det seneste dødsfald skete i 2009, da en 27-årig mand blev stanget i halsen.
Krav om at få sat en stopper for tyreløbene er blevet stadigt stærkere i de seneste år. Men mange ønsker at bibeholde traditionen, som siges at gå tilbage til middelalderen.
Modstandere af tyreløbet siger, at tyrene udsættes for tortur, mens tilhængerne kalder tyreløbene en kunstform, som ikke skader dyrene. Tyrene bliver dog dræbt senere på dagen af tyrefægtere.
En del dyreaktivister er samlet i Pamplona, hvor de vil aktionere for at få stoppet tyreløbene. Mimi Bekhechi, som er med i ledelsen af dyreværnsorganisationen Peta, kalder løbene et "levn fra middelalderen" og en "skamplet" for Pamplona.
- Peta og alle andre anstændige mennesker i Spanien og andre steder kræver, at disse grusomheder hører op, siger hun til avisen Noticias de Navarra.
Tyreløbene i Pamplona blev verdensberømte, efter at Ernest Hemingway skrev om dem i sin roman "The Sun Also Rises" - "Og solen går sin gang" - i 1926.
Mennesker fra mange lande kommer til Pamplona hvert år for at følge tyreløbet i byen, som har omkring 200.000 indbyggere.
Siden 1911 er 16 mennesker blevet dræbt af tyre i gaderne.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker