Tyrkerne må vente på visumfrie rejser til EU
Det er ikke en forhandlingsproces. Det er en proces, hvor man kender kravene for at få visumfrihed, siger EU.
80 millioner tyrkere kommer til at vente længere tid på at kunne rejse til EU-landene uden visum end aftalt for tre måneder siden.
På EU-topmødet i marts blev der opstillet det mål, at tyrkere skal kunne rejse til EU uden visum fra 30. juni som led i en aftale om, at flygtninge og migranter sendes tilbage fra de græske øer til Tyrkiet.
Men Tyrkiet mangler stadig at opfylde syv ud af 72 betingelser for at opnå visumfrihed, så det bliver forsinket.
- Jeg anser det som meget svært at forestille sig, at det bliver inden 1. juli, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
- Det, der står helt klart, er, at for at opnå visumfrihed, så skal alle kriterier opfyldes, siger hun fredag efter EU's indenrigsministermøde i Luxembourg, hvor landene har taget bestik af processen.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, sagde pludselig for en måned siden, at aftalen er, at visumfriheden skal være på plads senest i oktober, selv om det på topmødet blev aftalt 30. juni.
Et af de udestående kriterier for at opnå visumfrihed er, at Tyrkiet skal gennemføre ændringer i landets antiterrorlove for at bringe dem mere på linje med EU-standarder.
Indenrigsminister Klaas Dijkhoff fra det hollandske EU-formandskab siger, at hvis Tyrkiet vil have visumfrihed til EU, så ved de, hvad det kræver.
- Det er ikke en forhandlingsproces. Det er en proces, hvor et land ved, hvad kravene er, og så længe man ikke opfylder dem, så får man ikke visumliberalisering, siger Dijkhoff og tilføjer, at Tyrkiet dagligt arbejder hårdt for at nå i mål.
Samtidig vil EU-landene have indført en ny mekanisme, der gør det nemmere at suspendere indgåede aftaler om visumfrihed, hvis forudsætningerne ændrer sig, eller hvis visumfriheden bliver misbrugt.
Den mekanisme skal også vedtages af Europaparlamentet, og det ventes at ske i juli.
Også Georgien, Ukraine og Kosovo har kurs mod visumfrihed til EU. Men flere lande, blandt andre Tyskland, frygter, at det vil føre til højere kriminalitet begået af tilrejsende kriminelle bander.
- Vi vil arbejde videre med de bekymringer for at nå frem til en aftale, siger Klaas Dijkhoff.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde