Tyrkiet anholder 48 for at plyndre i jordskælvsområde
Mens redningsmandskab fortsætter indsatsen for at lede efter overlevende og hente de døde ud fra murbrokkerne, har andre travlt med at plyndre de ødelagte bygninger. Tyrkiet har anholdt 48 mennesker, der er mistænkt for at plyndre i de jordskælvsramte områder. Foto: Bernat Armangue/Ritzau Scanpix
Tyve kan tilbageholdes i en uge under nødretstilstand i Tyrkiet. I Antakya har vidner set flere plyndringer.
Tyrkiet har anholdt 48 personer for at have plyndret i kølvandet på det ødelæggende jordskælv i landet.
De mistænkte er anholdt i otte forskellige provinser. Det skriver det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu lørdag.
Tidligere lørdag sagde den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, at der vil blive slået hårdt ned på plyndringer og andre forsøg på at udnytte situationen.
Erdogan har erklæret tre måneders nødretstilstand i de ti provinser i det sydøstlige Tyrkiet, blev ramt af det kraftige jordskælv mandag.
Det giver myndighederne udvidede beføjelser og betyder blandt andet, at personer, der mistænkes for at plyndre, kan tilbageholdes i syv dage mod tidligere fire dage.
- Vi har indført nødretstilstand, sagde præsidenten under et besøg i provinsen Diyarbakir.
- Det betyder, at fra nu af skal folk, der er involveret i plyndringer eller bortførelser, vide, at statens faste hånd hviler på ryggen af dem, sagde Erdogan.
En indbygger i den sydlige by Antakya fortæller, at han oplevede plyndringer i de første dage efter skælvet, inden han forlod byen og tog til en landsby.
- Folk smadrede vinduer og hegn i butikker og biler, fortæller 26-årige Mehmet Bok til nyhedsbureauet Reuters.
En af de frivillige, der er i Antakya for at hjælpe de overlevende, siger, at hun ligeledes har set plyndringer.
- Vi kan ikke gribe ind, for de fleste af tyvene har knive. De fangede en tyv i dag, folk jagtede ham, fortæller den frivillige, der blot vil kaldes Gizem.
Mandagens jordskælv havde en beregnet styrke på 7,8. De kraftige rystelser og de mange efterskælv har kostet over 25.000 mennesker livet i Tyrkiet og Syrien.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde