Tyrkiet anklager otte mere for kupplaner

En tyrkisk domstol har anklaget yderligere otte officerer for i 2003 at planlægge et kup mod den islamiskfunderede regering. Dermed når antallet af mistænkte op på 20, skriver nyhedsbureauet Anatolia.

De otte mistænkte, hvoraf tre er pensionister, blev i flere timer natten til torsdag udspurgt af anklagere, inden de blev varetægtsfængslet i militære og civile fængsler i Tyrkiets største by, Istanbul, oplyser tyrkiske medier.

Domstolen har bestemt, at 12 andre mistænkte, der er blevet afhørt af anklagere tidligere, skal forblive varetægtsfængslet indtil sagen kommer for retten, skriver Anatolia.

Men retten har også besluttet at løslade 10 andre mistænkte.

Militæret har tidligere sagt, at anholdelsen af snesevis af aktive og pensionerede officerer var en "alvorlig situation".

De seneste undersøgelser blev iværksat af præsident Abdullah Gül som forberedelse til et særligt møde med premierminister Recep Tayyip Erdogan og stabschef Ilker Basbug.

I den hidtil hårdeste indsats, rettet mod den indflydelsesrige tyrkiske hær, pågreb landets antiterrorpoliti mandag omkring 50 militære ledere, herunder de tidligere chefer for flåden og luftvåbnet, Ozden Ornek og Ibrahim Firtina.

Blandt dem, der blev varetægtsfængslet onsdag, var to fungerende admiraler, tre pensionerede admiraler og en pensioneret enstjernet general, rapporterede det anatolske nyhedsbureau tidligere.

/ritzau/AFP

Yderligere otte tyrkiske officerer er blevet fængslet, sigtet for i 2003 at have haft planer om et kup mod den nyvalgte muslimske regering. 20 er anholdt.

Offentliggjort Sidst opdateret