Tyrkiet besvarer igen granat fra Syrien
Foto: Bulent Kilic /Scanpix
Bulent Kilic /Scanpix
Tyrkiet har igen beskudt Syrien, efter at en mortergranat affyret fra Syrien har ramt en tyrkisk mark i Hatay-provinsen.
Det skriver det anatolske nyhedsbureau, der citerer guvernøren i Hatay-provinsen for oplysningen.
Ifølge den private tyrkiske tv-station NTV landede den syriske granat i byen Altinozu nær grænsen mellem de to lande.
Det skete omkring klokken 18.30 dansk tid.
Der er ikke meldinger om tilskadekomne i forbindelse med træfningen.
NTV siger, at tyrkiske soldater omgående skød tilbage, da granaten ramte.
Beskydningen kommer, efter at Tayyip Erdogan, Tyrkiets premierminister, tidligere på dagen advarede om, at det vil være en "fatal fejl" at teste Tyrkiet.
- De, der forsøger at teste Tyrkiets evner til afskrækkelse, dets beslutsomhed, dets kapacitet, til dem siger jeg, at de begår en fatal fejl, sagde Erdogan.
Trods retorikken har Tyrkiet sagt, at det vil handle i henhold til international lov og under koordinering med andre lande.
Tyrkisk artilleri beskød også Syrien onsdag og torsdag som svar på, at mortergranater fra Syrien havde dræbt fem tyrkiske civilister. Heriblandt mindst tre børn.
Efter det dødbringende granatnedslag onsdag gav det tyrkiske parlament regeringen mandat til at sende tropper over grænsen til Syrien.
Mandatet gælder et år frem, men regeringen i Ankara har indtil videre ikke luftet konkrete planer om at sende tropper over grænsen.
FN's Sikkerhedsråd har fordømt onsdagens angreb, og Nato-ambassadørerne har også været samlet efter angrebet for at drøfte granatnedslaget i medlemslandet Tyrkiet.
Syrerne har undskyldt onsdagens løbske granat over for tyrkerne, og FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har opfordret Tyrkiet til at fare med lempe over for nabolandet.
Siden marts 2011 har der været opstand mod Syriens regime. Opstanden har udviklet sig til en reel borgerkrig.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker