Tyrkiet flirter igen med dødsstraf i udkast til forfatning
Drøftelser om en ny forfatning i Tyrkiet kommer til at handle om blandt andet dødsstraf, siger regeringsleder.
Trods massiv kritik fra især Europa flirter Tyrkiets regering igen med at genindføre dødsstraffen, som blev ophævet for 12 år siden.
På et møde i regeringspartiet AKP siger den tyrkiske premierminister, at dødsstraf i en kommende forfatning vil kræve et kompromis i parlamentet.
Premierminister Binali Yildirim uddyber ikke, hvad dette kompromis går ud på. Men han understreger, at der ikke kan blive tale om dødsstraf med tilbagevirkende kraft.
Yildirim fortæller til partifællerne i Ankara, at et udkast til en ny forfatning er færdigt. Målet med forfatningen er at give præsident Recep Tayyip Erdogan større magt.
Efter et kupforsøg i sommer har præsidenten talt åbent om, at der måske skal indføres dødsstraf. Det er et krav fra folket, lyder hans begrundelse.
Tyrkiet havde dødsstraf frem til 2004. Men den blev afskaffet for at gøre Tyrkiet klar til at blive et EU-land.
Genindføres dødsstraffen, er det en hindring i Tyrkiets proces mod at blive medlem af EU. Det vil betyde, at processen indstilles helt, har EU-politikere sagt.
Titusindvis af mennesker i militæret, på undervisningsinstitutioner, i retsvæsnet og på andre offentlige kontorer er blevet fyret eller fjernet siden kupforsøget i sommer. De beskyldes for at have støttet kupmagerne fra militæret.
Den seneste henrettelse i Tyrkiet fandt sted 25. oktober 1984 efter et kup i 1980. Det var Hidir Aslan, en militant venstreorienteret, der blev hængt.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde