Tyrkiet fortsætter udrensningen efter kupforsøg
En prominent reporter er blandt 42 journalister, som kræves anholdt. Turkish Airlines fyrer over 200 ansatte.
Tyrkiske myndigheder udsteder arrestordrer på 42 journalister efter et mislykket kupforsøg i forrige uge, rapporterer CNN Türk og NTV mandag.
Blandt de 42 er Nazli Ilicak, som tidligere var ansat på den regeringsvenlige avis Sabah. Hun blev fyret i 2013 for at have kritiseret ministre i forbindelse med en stor korruptionssag.
Der er ingen meldinger om, at anholdelser har fundet sted.
Arrestordrerne er udstedt af en anklager ved Istanbuls antiterrorgruppe, skriver avisen Hürriyet.
Det er første gang siden kupforsøget, at myndighederne kræver et større antal journalister anholdt.
Mandag meddeler flyselskabet Turkish Airlines, at det vil afskedige 211 ansatte. Det drejer sig om både chefer, kabinepersonale og ansatte i administrationen.
De afskedigede påstås at have forbindelse til den religiøse bevægelse, som den muslimske leder Fethullah Gülen står i spidsen for.
Præsident Recep Tayyip Erdogan anklager bevægelsen for at have stået bag kupforsøget.
Soldater, politifolk og embedsmand i tusindtal er allerede beordret anholdt.
Erdogan har også inden kupforsøget 15. juli holdt landets medier i meget stram snor.
Tidligere på året overtog regeringen avisen Zaman, som var landets største avis. Også flere andre medier blev overtaget af det politiske styre.
Også avisen Sabah har Erdogan tidligere grebet ind over for. Det skete for knap 10 år siden, da han var premierminister. Ejerskabet er skiftet siden.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker