Tyrkiet holder fem døgns pause i offensiv i Syrien
Tyrkiskstøttede syriske oprørere i grænsebyen Tal Abyad i det nordøstlige Syrien torsdag. Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har accepteret 120 timers våbenhvile, siger USA's vicepræsident, Mike Pence, der torsdag mødtes med Erdogan. Foto: Bakr Alkasem/Ritzau Scanpix
Bakr Alkasem/Ritzau Scanpix
Tyrkiet indstiller kampene i Syrien i 120 timer, mens kurdiske styrker fjerner sig fra sikkerhedszone.
USA har indgået en aftale med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, om våbenhvile i det nordøstlige Syrien. Det siger USA's vicepræsident, Mike Pence, på en pressekonference torsdag aften.
Aftalen indebærer, at Tyrkiet skal indstille kampene i 120 timer, svarende til fem døgn, mens de syriske kurdere trækker sig ud af en såkaldt sikkerhedszone.
Pence tilføjer, at han har fået forsikringer fra den kurdiske YPG-milits om, at den vil trække sig tilbage bag en linje 32 kilometer fra grænsen.
Den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, afviser, at der er tale om en våbenhvile, for en sådan kan kun indgås mellem "to legitime parter".
Han siger, at Tyrkiet holder en pause i sine militære operationer, så "terrororganisationen", som han betegner YPG, kan forlade sikkerhedszonen.
- Vi suspenderer operationen, vi stopper den ikke, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vi stopper den først, efter at de (kurdiske militser, red.) har trukket sig fuldkommen fra regionen, siger Cavusoglu.
I den fælles udtalelse fra USA og Tyrkiet fremgår det, at det først og fremmest bliver tyrkiske styrker, der opretholder den såkaldte sikkerhedszone på syrisk territorium.
Desuden har den tyrkiske regering fået med i aftalen, at YPG skal opgive sine tunge våben, og deres positioner skal ødelægges. Det har længe været et tyrkisk ønske, skriver Reuters.
Pence var sammen med USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, torsdag på besøg hos præsident Erdogan i Tyrkiet.
Hvis Erdogan ikke havde accepteret forslaget om en våbenhvile, ville Tyrkiet være blevet underlagt "massive sanktioner" fra amerikansk hold, siger Pence på pressekonferencen.
USA har ikke tilbudt Tyrkiet andet end at trække de eksisterende sanktioner tilbage, tilføjer Pence.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, glæder sig over våbenhvilen.
- Det er en stor dag for civilisationen. Jeg er stolt af USA for at støtte mig på en nødvendig men noget ukonventionel vej, skriver han på Twitter.
- Millioner af liv bliver reddet. Tillykke til ALLE!, lyder det fra Trump.
Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), konstaterer, at våbenhvilen er hårdt tiltrængt.
- Næste fem døgn bliver afgørende. Brug for at vende tilbage til forhandlingssporet i Syrien, skriver han på Twitter.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker