Tyrkiet hurtig på pletten i Libyen

Tyrkiet, der ser sig selv som en stadig mere vigtig udenrigspolitisk spiller, rykker hurtigt i forbindelse med Muammar Gaddafis formodentligt nært forestående fald.

Den tyrkiske udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, siger, at han tirsdag flyver til Benghazi i Libyen. Det er i denne by, de libyske oprørere har deres højborg.

Davutoglu befinder sig for tiden i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa. Herfra flyver han direkte til Benghazi, mens de libyske oprørere fortsætte det, der ligner den endelige erobring af hovedstaden, Tripoli.

Davutoglu siger, at han kommer til Libyen både i sin egenskab af tyrkisk udenrigsminister, men også fordi han er formand for den internationale kontaktgruppe for Libyen.

- Der er en ny æra undervejs i Libyen. Et fremtidigt demokratisk og forenet Libyen. Det, vi i Tyrkiet altid forsvarede, var et nyt Libyen baseret på befolkningens forhåbninger, sagde Davutoglu til journalister i Addis Ababa.

Han var i Etiopiens hovedstad for at deltage i et møde i Den Afrikanske Union (AU) om situationen i Libyen. AU - der er Afrikas svar på EU - har sit hovedkvarter i Addis Ababa.

Tyrkiet har de senere år spillet en stadig mere aktiv rolle på den udenrigspolitiske scene. Tyrkerne ser sig blandt andet som bindeledet og mulige mæglere mellem Europa og den muslimske verden.

/ritzau/Reuters

Den tyrkiske udenrigsminister haster af sted til Benghazi - oprørernes højborg i det urolige Libyen.

Offentliggjort Sidst opdateret