Tyrkiet indleder sag mod israelske officerer

En domstol i Tyrkiet indledte tirsdag en retssag mod fire tidligere israelske forsvarschefer i forbindelse med det dødelige angreb på et tyrkisk nødhjælpsskib på vej mod Gaza i 2010, hvor ni tyrkiske aktivister blev dræbt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hundredvis af demonstranter var samlet uden for retsbygningen i den tyrkiske millionby Istanbul, hvor de råbte slagord som "Morder Israel" og medbragte skilte med påskriften "Hitler = Israel".

De fire højtstående israelske eks-officerer er ikke selv til stede under retssagen, som en talsmand for Israels udenrigsministerium betegner som "politisk teater".

Talsmanden siger, at de fire tiltalte - den tidligere forsvarschef Gabi Ashkenazi og tre andre højtstående kommandanter - end ikke har fået oplyst, hvad anklagerne lyder på.

Retssagen ventes at forværre forholdet mellem Tyrkiet og Israel.

I maj 2010 nåede forholdet mellem de to lande frysepunktet, efter israelske elitestyrker bordede nødhjælpsskibet Mavi Marmara.

Skibet var lastet med nødhjælp og havde kurs mod den palæstinensiske Gazastribe. Det var et af flere skibe, der forsøgte at bryde Israels blokade af den forarmede palæstinensiske enklave.

Ni tyrkiske aktivister blev dræbt, da det om bord på skibet kom til sammenstød mellem dem og soldaterne.

- Vi ønsker ikke andet, end at de ansvarlige straffes. Vi ønsker, at de stilles til regnskab for krænkelserne af det palæstinensiske folks rettigheder, siger en af demonstranterne, Ümmügülsüm Yazici, til nyhedsbureauet Reuters.

Inde i retssalen begyndte vidneafhøringer med de aktivister, der var om bord på skibet.

I alt ventes 490 vidner, heriblandt aktivister og journalister, at indtage vidneskranken under retssagen.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde i juli, at tiden er inde til, at Israel og Tyrkiet klinker skårene.

Tyrkiet har tidligere sagt, at det kræver en formel undskyldning fra Israel, erstatning til ofrene og de efterladte, samt at Israel ophæver sin blokade af Gazastriben.

/ritzau/Reuters