Tyrkiet-kender om valg: Historisk at kurderne får en stemme
Alt kan ske i tyrkisk politik, men én ting er sikker: Mindretal har nu en stemme i parlamentet, siger kender.
Der er blevet skrevet historie i Tyrkiet efter søndagens parlamentsvalg, hvor det prokurdiske HDP-parti er kravlet op over spærregrænsen på ti procent og dermed fremover kan spille en rolle i tyrkisk politik.
Historiker og journalist Deniz Serinci med kurdisk baggrund har fulgt valget tæt, og han bider mærke i, at præsident Recep Tayyip Erdogan og hans parti, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), har fået brudt deres omfattende magt.
- Det er et historisk valg, fordi AKP har mistet sin ene magt og derfor er nødt til at danne en koalitionsregering, siger Deniz Serinci til Ritzau og tilføjer:
- Derudover har kurderne for første gang fået en stemme. De behøver ikke at kæmpe i bjergene, men kan kæmpe i parlamentet. De kan nu håbe på, at deres vægt i parlamentet kan ende med indrømmelser til kurderne.
Søndagens valg er af flere iagttagere blevet set som et nederlag til Erdogan, fordi han mistede sit politiske flertal.
Folkets Demokratiske Parti (HDP) opstillede for første gang til det tyrkiske parlament, da partiets kandidater stod som løsgængere i 2011.
Partiet opnår ifølge optællinger en vælgeropbakning på 13 procent, og det er lykkedes, fordi HDP har samlet en række mindretal som kurdere, homoseksuelle, kristne og moderate muslimer under samme fane, forklarer Deniz Serinci.
Det er dog usikkert, hvor meget magt HDP kan komme til at få, og hvad deres plads i parlamentet betyder.
- Alt kan ske i tyrkisk politik, men HDP har allerede sagt, at man ikke vil indgå koalition med AKP, siger Deniz Serinci og fortsætter:
- Hvis HDP omvendt ikke var kommet ind, var millioner af stemmer ikke blevet hørt, så på den måde har valget nok afværget en ny konflikt mellem blandt andet Tyrkiet og det kurdiske mindretal.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde