Tyrkiet: Kun syriske flygtninge må kæmpe i Kobani
Tyrkiet vil ikke tillade landets kurdere at slutte sig til kampen om Kobani, der er under belejring fra IS.
Tyrkiet har ikke tænkt sig at lade tyrkiske kurdere, der ønsker at slutte sig til kampen mod jihadister fra Islamisk Stat (IS), krydse grænsen til Syrien.
Premierminister Ahmet Davutoglu siger, at kun syriske flygtninge vil få lov at krydse den tyrkiske grænse til den overvejende kurdiske by Kobani, der er under pres fra IS.
Således afviser tyrkerne opfordringer fra Vesten om at åbne grænsen for alle, skriver AFP.
- Dem, der kommer fra Syrien, kan vende tilbage for at kæmpe for Kobani, siger premierministeren ifølge nyhedsbureauet AFP.
Den kurdiske milits, der forsvarer den syriske grænseby, er i de seneste uger blevet trængt tilbage, og Tyrkiet er derfor kommet under stigende pres for at lade kurdiske styrker slutte sig til kampen.
- Men vi vil ikke lade tyrkiske borgere komme ind i Syrien. Vi ønsker ikke, at de bliver en del af konflikten. Vi forsøger at stoppe dem, der prøver at komme ind på illegal vis, siger Davutoglu.
I midten af september indledte IS en offensiv mod Kobani, og ind til nu er over 500 mennesker blevet dræbt, mens omkring 200.000 i området er flygtet over grænsen til Tyrkiet.
Den kurdiske milits har tætte bånd til Kurdistans Arbejderparti, PKK, og situationen i Kobani har skabt meget stærke spændinger i Tyrkiet mellem myndighederne og det kurdiske mindretal.
En leder af det forbudte PKK, som har stået i spidsen for et væbnet separatistisk oprør i det sydøstlige Tyrkiet, advarede i weekenden om, at partiet har kaldt alle krigere hjem og måske vil genoptage angreb mod den tyrkiske stat.
Den franske præsident, François Hollande, sagde tirsdag, at Tyrkiet "absolut må åbne landets grænser" for at muliggøre forstærkninger til Kobani.
Seneste artikler
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Røg i hal ved børnehus
Kontrol af byggeplads afslørede efterlyst ukrainer
Mikkel oplever sin tredje skolelukning
René Hedegaard fortsætter som direktør i Krokodille Zoo
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Kvinde anholdt: Truede med at skyde bekendt
Bostedet Langholt lukker