Tyrkiet lukker luftrum for israelsk fly

Et israelsk militærfly er blevet nægtet adgang til tyrkisk luftrum, efter at israelske soldater i sidste måned stormede et skib med nødhjælp til Gaza, hvor ni tyrkiske aktivister blev dræbt. Det siger Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan.

- De (Israel, red.) anmodede om tilladelse om en overflyvning til Polen i dagene efter aktionen mod nødhjælpsskibene 31. maj. De blev nægtet tilladelse, siger Erdogan.

Ifølge tyrkiske medier er et andet fly også blevet nægtet adgang over landets luftrum.

Erdogan vil ikke sige, hvordan Tyrkiet fremover vil reagere på lignende anmodninger fra Israel. Men det tyrkiske nyhedsbureau Anatolia citerer Erodogan for i weekenden at have sagt, at Tyrkiet har lukket luftrummet for Israels militær.

En anonym tyrkisk diplomat bekræfter over for nyhedsbureauet AFP, at en israelsk militærflyvning var blevet nægtet adgang til luftrummet. Kilden siger også, at fremtidige ansøgninger vil blive vurderet fra sag til sag.

- Et militærfly blev nægtet adgang umiddelbart efter aktionen på grund af begivenhederne, siger kilden, som tilføjer, at forbuddet ikke går ud over civile israelske fly.

Israels transportminister, Yisrael Katz, skriver i en pressemeddelelse, at Israel ikke er blevet informeret om ændringer i procedurer for overflyvninger over Tyrkiet.

Forholdet mellem Israel og Tyrkiet har været yderst anspændt, efter aktionen mod nødhjælpsskibet i maj.

Tyrkiet har blandt andet hjemkaldt landets ambassadør i Israel, skrottet planerne om flere fælles militære øvelser og siger, at de økonomisk og militære forbindelser til Israel er reduceret til et minimum.

/ritzau/AFP

Tyrkiet har afvist et israelsk militærfly fra at flyve ind i Tyrkisk luftrum. Det sker efter Israels aktion mod et skib til Gaza, hvor ni tyrkere blev dræbt.

Offentliggjort Sidst opdateret