Tyrkiet og Egypten er klar til samarbejde efter ti års køligt forhold
Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi (til højre), har onsdag mødtes med sin tyrkiske pendant, Recep Tayyip Erdogan (til venstre), i Egyptens hovedstad. Det markerer en opblødning i et ellers over ti år køligt forhold mellem de to lande. Foto: -/Ritzau Scanpix
Erdogan er i Egypten for første gang siden 2012. Situationen i Gaza fyldte meget på møde mellem ham og Sisi.
Tyrkiet er klar til at samarbejde med Egypten om at genopbygge Gaza.
Det siger den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, efter et møde med sit egyptiske modstykke, præsident Abdel Fattah al-Sisi.
Erdogan siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at situationen i Gaza stod øverst på dagsordenen til mødet.
- Vi vil fortsætte med at samarbejde og udvise solidaritet med vores egyptiske brødre for at sætte en stopper for blodsudgydelserne i Gaza, lyder det fra Erdogan.
Han tilføjer, at Tyrkiet er fast besluttet på at øge dialogen med Egypten på alle niveauer for at skabe fred og stabilitet i regionen.
Erdogan lover desuden at øge handlen med Egypten til 15 milliarder dollar på kort sigt. Han tilføjer desuden, at de to lande evaluerer deres energi- og forsvarssamarbejde.
De to regeringsledere har mødtes i den egyptiske hovedstad, Kairo. Det er Erdogans første besøg i Egypten siden 2012.
Det er ifølge Reuters et stort skridt i retning af en genopbygning af forholdet mellem de to lande, som har været køligt siden et militærkup i Egypten i 2013.
Sisi kom til magten i 2013, efter at militæret havde væltet Mohamed Mursi, som var Egyptens første demokratisk valgte præsident.
Mursi repræsenterede partiet Det Muslimske Broderskab, som Erdogan var støtte af.
Egypten udviste dengang den tyrkiske ambassadør og skruede ned for de diplomatiske forbindelser til Tyrkiet.
Men sidste år udnævnte de to lande nye ambassadører.
Mursi døde i fængsel i Egypten i 2019. Det Muslimske Broderskab er blevet forbudt. Dets ledere er enten i fængsel eller tvunget i eksil i andre lande, herunder Tyrkiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker