Tyrkiets ambassadør i Frankrig Tahsin Burcuoglu siger, at tyrkerne overvejer at begrænse diplomatiske forbindelser mellem to lande, efter det franske senat har vedtaget en lov, der gør det strafbart at benægte det armenske folkemord.
Ambassadøren er på nuværende tidspunkt ikke i Frankrig, og på spørgsmålet om, hvorvidt han vil tage tilbage til landet, svarer han:
- Sandsynligvis, men det bliver på charges d'affaires niveau - ikke på ambassadørniveau.
Charges d'affaires er det laveste niveau, der er anerkendt af Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser.
Det franske senat vedtog mandag den omdiskuterede lov, der gør det strafbart at benægte det armenske folkemord på trods af trusler fra en rasende tyrkisk regering om permanente sanktioner mod Frankrig.
Tyrkerne kalder loven uansvarlig og mangel på respekt og truer med gengældelse.
- Vi fordømmer beslutningen, som er et eksempel på uansvarlighed, siger den tyrkiske udenrigsminister Ahmet Davutoglu.
Det franske underhus vedtog loven med et stort flertal i sidste måned, hvilket fik Tyrkiet til at aflyse flere diplomatiske møder i Frankrig og true med yderligere skridt, hvis loven blev vedtaget i senatet.
Nu mangler kun præsident Nicolas Sarkozys underskrift, før loven træder i kraft. Det var præsidentens parti UMP, der i sin tid fremsatte lovforslaget.
Det forventes, at Tyrkiets premierminister Tayyip Erdogan vil offentliggøre tyrkernes næste skridt i forbindelse med en tale i parlamentet på tirsdag.
Tyrkiet fastholder, at drabene på armenierne i 1915 ikke kan betegnes som folkemord.
I 1915 og 1916 mistede mange armeniere livet i det daværende tyrkiske imperium, kendt som det osmanniske rige. Armenien siger, at 1,5 millioner armeniere blev dræbt under et folkemord.
Den tyrkiske regering taler derimod om, at mellem 300.000 og 500.000 armeniere blev dræbt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet