Tyrkiet truer med optrapning i syrisk oprørsprovins
Syrere på flugt fra deres hjem kører side om side med tyrkiske militærkøretøjer i Idlib-provinsen lørdag. Foto: Aaref Watad/Ritzau Scanpix
Aaref Watad/Ritzau Scanpix
Syriske styrker må trække sig tilbage inden to uger, ellers er der risiko for optrapning, advarer Erdogan.
Tyrkiet truer med at optrappe sine militære operationer i Idlib-provinsen i det nordlige Syrien, hvis forhandlinger med Rusland ikke fører nogen vegne.
Den spændte situation kan ikke løses, før syriske regeringsstyrker trækker sig tilbage til den grænse, som Tyrkiet og Rusland enedes om i 2018.
Det understreger Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, i en tale lørdag.
Hvis de syriske soldater ikke trækkes tilbage, "vil vi håndtere dette inden udgangen af februar", siger Erdogan.
- Vi vil gerne gøre dette med støtte fra vores venner. Men hvis vi skal gøre det på den hårde måde, er vi også klar til det, lyder det fra præsidenten.
Erdogan har drøftet situationen i området med den amerikanske præsident, Donald Trump, meddeler Erdogans stab lørdag.
Her understreger Erdogan, at det syriske regimes seneste angreb er "uacceptable".
Mandag rejser en tyrkisk delegation til Moskva for at diskutere krisen i Idlib-provinsen med russiske myndigheder.
Rusland støtter den syriske præsident, Bashar al-Assad.
På det seneste har den syriske regeringshær med støtte fra Rusland optrappet offensiven i Idlib-provinsen. Det er den sidste provins, der er kontrolleret af oprørere.
Samtidig har Tyrkiet indsat soldater i provinsen. På begge sider er adskillige soldater blevet dræbt i sammenstød med den anden side.
Den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Çavusoglu, siger, at Tyrkiet ønsker at løse problemerne via diplomatiske kanaler.
- Hvis det ikke er muligt, tager vi de nødvendige skridt, siger han.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde