Tyrkiet vil normalisere forhold til Israel

Forholdet mellem Israel og Tyrkiet har på alle niveauer været stærkt anspændt efter mandagens kommandoangreb på den overvejende tyrkiske nødhjælpskonvoj, der blev angrebet af israelske kommandosoldater.

Tyrkiet har dog åbnet en kattelem ved at tilbyde en normalisering af forholdet, hvis Israel straks hæver blokaden af Gaza. Fra tyrkisk side mener man, at det er på høje tid, at ro erstatter vrede i kølvandet på det dødelige angreb.

Efter et besøg i USA for at drøfte den diplomatiske krise siger Tyrkiets udenrigsminister, Ahmet Davutogu, i Ankara, at fremtiden for den tyrkisk-israelske forbindelse afhænger af Israels holdning.

Tyrkiet reagerede direkte på de israelske elitesoldaters angreb på nødhjælpskonvojen på vej til Gaza og drabet på ni aktivister, hvoraf mindst fire er tyrkiske, ved at kalde dets ambassadør i Israel hjem.

Mange steder i landet opstod der spontane demonstrationer mod Israel. Selv betragter Tyrkiet sig som Israels eneste ven i regionen - indtil i mandags, da det forhold blev sat på en alvorlig prøve, og den tyrkiske retorik siden blev noget skinger.

/ritzau/Reuters

Hvis Israel hæver blokaden af Gaza, så er Tyrkiet parat til at normalisere forholdet til den jødiske stat efter det blodige kommandoangreb på nødhjælpskonvoj.

Offentliggjort Sidst opdateret