Tyrkiets hær er på vej mod Syriens grænse
En tyrkisk militærkolonne er på vej mod den syriske grænse, rapporterer tyrkiske medier.
Det drejer sig om 30 køretøjer, heriblandt lastbiler læsset med raketbatterier, der torsdag formiddag er på vej fra den tyrkiske kystby Iskenderun mod grænsen.
Oplysningerne bekræftes af en tyrkisk embedsmand, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Samtidig oplyser nyhedsbureaut Anatolia, at militære køretøjer har sat kurs mod byen Sanliurfa i den sydøstlige del af landet ikke langt fra grænseovergangen til Syrien.
Nyhedsbureauet gengiver oplysninger om, at de skal stationeres langs grænsen til Syrien.
Spændingerne mellem Tyrkiet og Syrien er vokset voldsomt, efter det syriske militær i sidste uge nedskød et tyrkisk overvågningsfly i Middelhavet.
Tyrkiet reagerede vredt og truede med at straffe Syrien for handlingen.
Syrien siger, at flyet krænkede syrisk luftrum, mens den tyrkiske regering fastholder, at nedskydningen fandt sted i internationalt luftrum.
Tyrkiet er medlem af Nato, og nedskydningen var tirsdag på forsvarsalliancens dagsorden.
Den tyrkiske regering har ikke bedt om at få aktiveret den såkaldte artikel 5 i Nato-samarbejdet.
Artikel 5 handler om, at et angreb på ét medlemsland er et angreb på hele forsvarsalliancen og i yderste fald en krigserklæring over for hele Nato.
Tyrkiet og Syrien har tidligere været på god fod, men den syriske opstand, der har kostet tusindvis af mennesker livet, har fået forholdet mellem de to lande til at krakelere.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde