Tyrkiets regering advarer fagforeninger mod at strejke
Den tyrkiske regering finder det allertungeste skyts frem og advarer fagforeninger mod mandagens "ulovlige" strejke.
Flere store fagforeninger har bebudet generalstrejke i protest mod politiets brutalitet over for demonstranter.
- Der er et forsøg på at bringe folk ud i gaderne gennem ulovlige protester som en strejke, siger indenrigsminister Muammer Güler.
- Jeg ønsker at fastslå, at det ikke vil tillades, advarer han.
To landsdækkende fagforeninger har indkaldt til generalstrejken.
Også faggrupper som læger, ingeniører og tandlæger har meddelt, at de vil deltage i strejken.
Under nye sammenstød i Istanbul søndag blev 441 demonstranter anholdt, oplyser politiet.
Der blev skudt med tåregas og affyret vandkanoner, da demonstranterne forsøgte at trænge ind på Taksim-pladsen, der har været fokuspunkt under de seneste tre ugers uroligheder.
Men protesterne ebbede ud i løbet af aftenen.
Lidt tidligere på dagen deltog premierminister Recep Tayyip Erdogan, som protesterne har rettet sig mod, i et massemøde et andet sted i Istanbul.
Her var flere hundredetusinde tilhængere af hans parti, AKP, mødt op for at hylde ham.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker