Tyrkisk fagforbund varsler strejker mod regering

De offentligt ansattes landsorganisation i Tyrkiet bebuder strejker tirsdag og onsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det sker i protest mod myndighedernes voldsomme reaktion på regeringskritiske demonstrationer.

- Den statsterror, der er brugt mod masseprotester landet over, har igen vist AKP-regeringens fjendskab over for demokratiet, hedder det i en erklæring fra den faglige organisation med 240.000 medlemmer.

Der var mandag for fjerde dag i træk demonstrationer mod Erdogan-styret.

Hundredvis af demonstranter samlede sig i hovedstaden Ankara og råbte slagord med krav om premierminister Recep Tayyip Erdogans afgang.

Politiet svarede igen med tåregas mod mængden, der havde forsamlet sig på Kizilay-pladsen.

Op mod 900 mennesker har været anholdt under de seneste dages protester i Ankara, Istanbul og andre byer, og andre hundreder er kommet til skade under sammenstød med politiet.

Demonstranter siger, at de er trætte af Erdogans autoritære og islam-orienterede styre.

Erdogan afviser på tv, at et "tyrkisk forår" inspireret af den arabiske verden er i gang.

- Var der et flerpartisystem i det arabiske forårs lande, lyder hans modspørgsmål til demonstranterne.

Protesterne har taget fart efter lokale protester i Istanbul i sidste uge.

Anledningen var, at Gezi-parken ved byens store plads Taksim skulle delvis ryddes for at give plads til et byggeprojekt.

Politiets voldsomme reaktion på Taksim-protesterne affødte nye protester andre steder i landet.

/ritzau/Reuters