Syv irakere er blevet dræbt ved et tyrkisk luftangreb i Iraks halvautonome nordlige kurdiske zone, siger en lokal borgmester og øjenvidner.
Det er de første civile tab, siden Tyrkiet indledte sine angreb mod området onsdag i kampen mod det forbudte kurdiske arbejdsparti PKK.
Kurdiske politikere fordømmer angrebene, som Tyrkiet har iværksat efter PKK-angreb i den sydøstlige del af Tyrkiet.
Tyrkiet har ikke bekræftet søndagens angreb, der i givet fald er det første i dagslys.
Hassan Abdullah, der er borgmester i byen Qalat Dizah nordøst for byen Sulaimaniya, siger, at angrebet ramte en bil med civile.
- Raketten ødelagde bilen og dræbte syv personer. Vi kunne ikke identificere dem, hverken deres alder eller køn, siger Abdullah.
Et øjenvidne ved en moské nær Qalat Dizah siger, at ligene var blevet bragt til moskéen til de sidste religiøse ritualer inden begravelsen, og at der var tale om to børn, to kvinder og tre mænd.
De tyrkiske luftangreb er de første mod oprørerne i bjergene i det nordlige Irak i over et år og repræsenterer en pludselig opblussen af den 27 år lange konflikt, efter at forhandlingerne om en fredelig løsning er brudt sammen.
Over 40.000 mennesker er blevet dræbt under konflikten, siden PKK indledte sin væbnede kamp for kurdisk selvstyre i 1984.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker