Tyrkisk luftangreb udløser amerikansk selvforsvarstrussel i Syrien

Her ses et olieraffinaderi i Syrien efter fredagens bombardement fra Tyrkiet. Foto: Delil Souleiman/Ritzau Scanpix

USA forbeholder sig retten til selvforsvar, efter at Tyrkiet har bombet et område nær amerikanske soldater.

Offentliggjort Sidst opdateret

De amerikanske soldater, som er til stede i Syrien, vil ikke holde sig tilbage med at forsvare sig selv, skriver den amerikansk ledede internationale koalition, der kæmper mod Islamisk Stat (IS).

Sådan lyder det fredag aften i en offentlig udtalelse fra koalitionen, som forkortet hedder CJTF-OIR, efter at Tyrkiet sendte et luftangreb ind over kurdiske styrker i det nordlige Syrien.

- I løbet af de seneste 24 timer er der blevet gennemført flere ukoordinerede luftangreb i nærheden af amerikanske styrker i Syrien, skriver CJTF-OIR.

- Vi er imod handlinger, som truer den regionale stabilitet og sikkerhedssituation ... og distraherer os fra vores samlede forpligtelse til den varige besejring af Daesh (arabisk forkortelse for Islamisk Stat, red.).

Både USA og Tyrkiet er medlemmer af den vestlige forsvarsalliance Nato. Ikke desto mindre fastslår koalitionen, at man har ret til at forsvare sig mod trusler, som bringer dens soldater i fare.

- Vi forbeholder os retten til selvforsvar, på et hvilket som helst tidspunkt vores styrker er truet, skriver CJTF-OIR.

Tyrkiet rettede fredag angreb mod kurdiske mål i det nordlige Syrien som gengæld for et bombeangreb mod Ankara for knap en uge siden.

15 mål blev ramt og angrebet med "den maksimale mængde ammunition" lød det tyrkiske forsvarsministerium.

Det var en bombeeksplosion, som søndag formiddag rystede regeringskvarteret i den tyrkiske hovedstad.

En bil kørte omkring klokken 9.30 lokal tid op foran indgangen til en af indenrigsministeriets bygninger. To mænd sprang ud, og en af mændene blev "neutraliseret", men den anden fik udløst bomben, hvorved han også sprængte sig selv i luften.

To politibetjente blev såret i angrebet.

/ritzau/