Tyrkisk regering: Militante kurdere i PKK kan stå bag bomber
Myndighederne arbejder på stedet, hvor to bomber skabte død og ødelæggelse lørdag aften i Istanbul. Foto: AP/Emrah Gurel
AP/Emrah Gurel
Pilen peger på PKK, lyder det fra den tyrkiske regering efter bomber i Istanbul. 38 er dræbt ved angrebet.
Ifølge Tyrkiets vicepremierminister, Numan Kurtulmus, kan den militante kurdiske gruppe PKK stå bag de to bomber, der lørdag aften eksploderede i Istanbul.
Det siger vicepremierministeren til det tyrkiske CNN ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Pilen peger på PKK. Det er tydeligvis en planlagt begivenhed. Der vil komme en meddelelse, når efterforskningen er færdig. Vi kan ikke sige noget med sikkerhed i øjeblikket, siger han til tv-stationen.
38 mennesker er dræbt, mens 155 ifølge nyhedsbureauet er såret i bombeangrebet. Ifølge nyhedsbureauet AFP er 166 såret.
Af de 38 dræbte er 30 politibetjente, syv er civile, mens en endnu ikke er identificeret.
Også den tyrkiske indenrigsminister, Suleyman Soylu, peger på PKK som ophavsgruppe til dobbeltangrebet.
Han siger desuden ifølge Reuters, at 13 er anholdt efter angrebet.
Bomberne eksploderede med få minutters mellemrum sent lørdag aften i nærheden af et fodboldstadion i det centrale Istanbul - Vodafone Arena - som er hjemmebane for fodboldholdet Besiktas.
Angrebet skete et par timer efter en kamp mellem to af Tyrkiets bedste hold. Kampen blev overværet af tusindvis af mennesker.
Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har aflyst et planlagt besøg i Kasakhstan efter det dobbelte bombeangreb.
Erdogan kalder i en udtalelse angrebet for et terrorangreb mod politi og civile, som havde til formål at koste så mange liv som muligt.
PKK betragtes som en terrororganisation af USA, EU og Tyrkiet.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker