Tyrkiske jøder frygter antisemitisme

Tyrkiets jødiske samfund frygter, at raseriet over Israels blodige angreb på Gazanødhjælpskonvojen kan fremprovokere antisemitisme i den overvejende muslimske nation, siger en avisredaktør.

- Vi er stærkt bekymrede, fordi vreden i Tyrkiet meget hurtigt kan udvikle sig til anti-semitisme, siger Ivo Molinas, chefredaktør for den Istanbul-baserede ugeavis Shalom.

- Den retorik, der anvendes af premierministeren, er blevet meget radikal, tilføjer Molinas, et af de 20.000 medlemmer af det jødiske samfund, der er bosat i Tyrkiet.

Landets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, er kommet med en række barske, verbale udfald på Israel siden militæraktionen mandag. De fleste blodsudgydelserne skete på et tyrkisk skib, og mindst fire tyrkere er blandt de døde.

En rasende Erdogan betegnede tirsdag den jødiske stat som en betændt byld i Mellemøsten, mens hans kontor dagen efter sagde, at han havde fortalt den amerikanske præsident, Barack Obama, at Israel risikerer at miste dets eneste ven i regionen, Tyrkiet.

Flere end 20.000 mennesker har demonstreret i Tyrkiet efter angrebet på nødhjælpskonvojen. Mange af dem har afbrændt israelske flag, og Tyrkiet har trukket sin ambassadør hjem fra Israel.

- Men premierministeren har også sagt, at han er imod anti-semitisme. Det siger han under alle kriser, men han har gentaget det tirsdag, siger Molinas, hvis avis har et oplag på omkring 5000 eksemplarer.

- Både han og lederne af oppositionen har sagt, at alt dette ikke vil have nogen indflydelse på jøderne i Tyrkiet, tilføjer han.

Lederen af Tyrkiets jødiske samfund, Sami Herman, ønsker ikke at kommentere sagen.

Tyrkiet blev Israels vigtigste regionale allierede, da de to lande underskrev en militær samarbejdsaftale i 1996. Men forholdet er kølnet siden sidste års israelske krig i Gaza, som har fået skarp kritik fra Erdogans overvejende islamistiske regering.

/ritzau/

Efter israelske kommandosoldaters angreb på nødhjælpskonvoj frygter det jødiske samfund i det overvejende muslimske Tyrkiet en antisemitisk opblussen.

Offentliggjort Sidst opdateret