En føderal domstol i Tyskland har omstødt en dom, hvor en advokat var blevet dømt for at have rådet familien til en ældre syg kvinde, der lå i koma, til at fjerne hendes drop med føde.
Dommen har stor principiel betydning i forbindelse med debatten om eutanasi eller aktiv dødshjælp
Sagen, der har vakt stor opsigt i tyske medier, vedrører den 71-årige Erika Küllmer, som lå i koma i fem år efter en hjerneblødning på et plejehjem og fik føde gennem en sonde.
Hun havde selv tidligere udtrykt ønske om ikke at blive holdt i live under sådanne omstændigheder, mens plejehjemmets ledelse afviste at lade hende dø.
Efter at have rådgivet sig med sin advokat klippede Erika Küllmers datter fødesonden over, mens hendes bror også var til stede, og deres mor døde to tage senere af "naturlige årsager", som der står i dødsattesten.
En domstol frikendte datteren for drab, fordi hun "fejlagtigt" havde fuldt sin advokats råd. Sønnen begik selvmord få måneder efter morens død. Familiens advokat, Wolfgang Putz, blev idømt ni måneders betinget fængsel.
Men denne dom er nu omstødt, da en føderal domstol har fastslået, at advokaten, der er kendt for at kæmpe for patienters rettigheder, havde handlet lovligt i patientens interesse, fordi hun selv klart havde fastslået, at hun ikke ønskede at blive holdt kunstigt i live.
Dommeren i sagen, Ruth Rissing-van Saan, havde tydeliggjort, at domstolen ville forsøge at definere skillelinjen mellem "drab" og "naturlig død".
- Patientens klare ønske indebar, at der kunne tages et aktivt skridt og afslutte eller forhindre den behandling, som hun ikke længere ønskede, fastslog hun i dommen.
Justitsminister Sabine Leutheusser-Schnarrenberger fremhæver dommen som en sejr for selvbestemmelse og værdighed i døden.
Organisationer, som kæmper for patienters rettigheder, understreger, at tyskerne må være "krystalklare", når de formulerer deres ønsker om behandling eller ikke behandling.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde