Det var raseri over dårlige karakterer, som torsdag fik en 23-årig tysk mand til at gå amok på en teknisk skole i Ludwigshafen, hvor han gik til angreb på sin tidligere lærer med en kniv. Den 58-årige lærer døde kort tid efter af sine sår, mens skolen hurtigt blev afspærret og evakueret.
Politiet slog storalarm, og gerningsmanden nåede at affyre et par skud fra en skræmmepistol, inden politiet overmandede og anholdt ham, oplyser politiets indsatsleder, Franz Leidecker
Ifølge statsadvokaten i den sydvesttyske by Lothar Liebig, har den 23-årige mand indrømmet at have angrebet sin tidligere lærer, som han var meget rasende på, fordi denne i hans øjne havde givet ham alt for dårlige karakterer.
Den unge mand bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør og er nu drabssigtet.
Drabet har vakt bestyrtelse i Tyskland, som flere gange tidligere har været skueplads for skoleskyderier. Så sent som i marts i fjor skød og dræbte en 17-årig elev 15 mennesker i byen Winnenden, inden han begik selvmord i nabobyen.
- Jeg er meget rystet over, at der få dage før årsdagen for Winnenden-massakren igen sker drab på en skole, udtaler den tyske undervisningsminister, Annette Schavan, som udtrykker medfølelse med de pårørende og lærerne og eleverne på skolen.
Forbundspræsident Horst Köhler opfordrer forældre, elever og lærere til at være meget mere opmærksomme på hinanden.
- Det er et tema, som vi kommer til at beskæftige os med i lang tid endnu, udtaler statsoverhovedet, som derfor 11. marts rejser til Winnenden på etårsdagen for sidste års blodbad.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde