Tysk import slog alle rekorder i november

Tyskland importerede i november mere end nogensinde tidligere, da det indførte varer for 75,1 milliarder euro, hvilket er en forøgelse på 33,3 procent i forhold til sidste år.

Den rekordhøje import betyder, at landets handelsoverskud er faldet til 12,9 milliarder euro ifølge tal fra den tyske statistik Destatis, da eksporten blev øget med 21,7 procent (omkring 88 milliarder euro).

I november 2009 var handelsoverskuddet i Europas største økonomi på 16 milliarder euro.

I de 11 måneder fra januar 2010 til november nåede det tyske overskud op på 141,2 milliarder euro, da landets eksportorienterede industrisektor sikrede sig en god andel af væksten i den globale handel.

/ritzau/AFP

Rekordhøj tysk import medfører et formindsket handelsoverskud trods stor eksportfremgang.

Offentliggjort Sidst opdateret