For at bevare titlen som Tysklands mest populære politiker opgiver landets forsvarsminister, Karl-Theodor zu Guttenberg, nu en anden titel, nemlig den som dr.jur.
Presset fra medierne og forskere blev til sidst for stort, efter der kom stadig flere eksempler frem om, at Guttenberg i stor stil havde kopieret andres sætninger ind i sin doktorafhandling fra 2007.
Blandt andet var indledningen direkte planket fra Frankfurter Allgemeine Zeitung, andre dele er skrevet af ansatte fra Forbundsdagens videnskabelige tjeneste, og manden, der nu også kaldes dr. Googleberg, er politianmeldt for brud på ophavsretten.
Efter at forbundskansler Angela Merkel mandag bakkede op om sin 39-årige minister, gik den adelige sydtysker i offensiven på et borgerligt vælgermøde i Hessen.
Her erkendte han at have mistet overblikket over kilderne. I et brev til universitetet i Bayreuth beder han nu om at få frataget titlen på grund af "håndværksmæssige fejl".
Universitetet har indledt en kulegravning og ventes i løbet af tirsdag at reagere på Guttenbergs henvendelse. På forhånd står det klart, at han ikke selv kan opgive doktortitlen.
En talsmand for Merkel siger dog til nyhedsbureauet dpa, at kansleren finder det rigtigt, at ministeren har opgivet titlen. Og den borgerlige stemmesluger skal fortsat spille en vigtig rolle i valgkampen op til delstatsvalgene i Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz i slutningen af marts.
- Vi har så sandelig andre problemer i dette land - og i Afghanistan - end spørgsmålet om, hvorvidt fodnoterne i en doktorafhandling er placeret korrekt, siger Baden-Württembergs ministerpræsident, Stefan Mappus, til Hamburger Abendblatt.
Oppositionen er dog af en anden opfattelse. Socialdemokraterne i SPD opfordrer Merkel til at fyre Guttenberg for at have "snydt og løjet".
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned