Presset på den tidligere tyske forsvarsminister Franz Josef Jung er nu så massivt i en sag om et kontroversielt bombeangreb i Afghanistan, at han fredag eftermiddag træder tilbage fra sin nuværende post som arbejdsminister i Merkel-regeringen.
Det bekræfter tyske regeringskilder over for nyhedsbureauet dpa, efter at kansler Angela Merkels regeringstalsmand, Ulrich Wilhem, forinden allerede kraftigt havde antydet Jungs retræte.
Så sent som torsdag aften nægtede en tydeligt presset Jung ellers at gå af til trods for, at forbundshæren under hans ledelse delvist fortiede oplysninger om civile ofre ved bombeangrebet i Kunduz den 4. september.
Mindst 142 mennesker, deriblandt op imod 40 civile, omkom ifølge Nato ved luftangrebet, der blev beordret af en tysk oberst.
Denne havde tilkaldt hjælp fra amerikanske fly for at bombe to tanklastbiler, som oprørere havde stjålet.
Franz Josef Jung holdt dengang i flere dage fast i, at det udelukkende var Taliban-oprørere, som var blevet dræbt ved angrebet. Men ifølge nye medierapporter havde den tyske militærledelse på et tidligt tidspunkt kendskab til, at der også var civile ofre.
Afsløringen af en hidtil hemmeligholdt militærrapport fik torsdag Jungs afløser som forsvarsminister, Karl-Theodor zu Guttenberg, til at fyre forsvarschefen, general Wolfgang Schneiderhan, der ligesom statssekretær Peter Wichert blev sendt på pension.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde