Tysk minister: Giv hestelasagne til de fattige
Det er i den grad uansvarligt at smide tonsvis af biksemad og lasagne i skraldespanden, selvom færdigretterne indeholder hestekød i stedet for hakket okse.
Sådan lyder budskabet fra den tyske udviklingsminister, Dirk Niebel, som foreslår, at madvarerne bliver sendt til de fattige rundt i verden. Det skriver BBC.
- Vi kan ikke bare smide god mad ud, siger han ifølge den britiske radio- og tv-station.
Den store europæiske fødevareskandale begyndte i midten af januar, da myndighederne i Storbritannien og Irland fandt hestekød i frosne færdigretter, selvom der stod oksekød på produkternes etiketter.
Siden er der også blevet fundet spor af hest i oksekødsprodukter i Frankrig, Spanien, Italien, Schweiz, Østrig, Sverige, Tyskland, Norge, Rusland, Hongkong og Danmark.
Blandt de involverede selskaber er den svenske storproducent af færdigretter Findus samt den schweiziske fødevaregigant Nestlé, der har aktiviteter over hele verden.
Forslaget om at distribuere hestekøds-madvarerne til verdens fattige blev allerede lørdag smidt på bordet af Hartwig Firscher, medlem af det tyske regeringsparti CDU, i avisen Bild.
Den tyske udviklingsminister har nu gentaget budskabet, da 800 millioner mennesker sulter på kloden, skriver BBC.
- Selv i Tyskland er der personer, som har svært ved at få råd til mad, siger Dirk Niebel.
Den tyske oppositionen kalder dog forslaget "absurd" og "en fornærmelse mod de fattige". Men et højtstående medlem af den evangeliske kirke er på ministerens side:
- Som kirke finder vi smid-væk-mentaliteten bekymrende. Hvordan og hvorvidt, de pågældende produkter skal distribueres, skal undersøges, siger Bernhard Felmberg.
- Men at smide god mad ud, der kan spises uden nogen risiko, er ligeså dårlig som falsk mærkning af fødevarer og kan ikke være en løsning, tilføjer han.
Hestekødskandalen har fået både Frankrig og Tyskland til at stille krav om en strammere kontrol med fødevarer.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde