Tyskerne bør fortsat lade være med at spise bønnespirer.
Den tyske forbrugerminister, Ilse Aigner, advarer stadig mod spirerne til trods for, at de første prøver fra en økologisk gård i Niedersachsen, som myndighederne mistænker som arnested for VTEC-epidemien, ikke indeholder den farlige tarmbakterie.
- Jeg opfatter det som rigtigt at holde fast i advarslen, så længe mistanken ikke er fuldstændig ryddet til side, siger den konservative politiker.
Jagten på smittekilden er vanskelig, fordi det er flere uger siden, at folk begyndte at blive syge i Nordtyskland. Derfor ventes der heller ikke noget endeligt svar i nærmeste fremtid, men de 17 resterende prøver fra gården gås nu grundigt efter i sømmene.
Ilse Aigner holder da også fast i, at spirerne fra den nu lukkede gård i Niedersachsen udgør "et vigtigt spor, som skal forfølges med alle midler".
Spirerne fra den pågældende gård er fjernet fra butikkerne i Tyskland, efter at Niedersachsen søndag udpegede dem som mulig årsag til udbruddet af epidemien.
Gården har blandt andet leveret spirer til en restaurant i Lübeck, hvor flere gæster, heriblandt danskere, efterfølgende blev syge af den farlige tarmbakterie.
Nordtyskland har været hårdest ramt af VTEC-smitten, men antallet af nye tilfælde i Slesvig-Holsten og Hamburg stiger ikke længere nær så hurtigt som tidligere, samtidig med at flere patienter kan forlade de overbelastede hospitaler igen.
- Det giver håb om, at situationen ikke længere er helt så anspændt, siger Hamburgs sundhedssenator Cornelia Prüfer-Storcks.
Alene i Hamburg havde myndighederne mandag talt 849 VTEC-tilfælde eller -mistanker, mens 151 patienter er indlagt med følgesygdommen HUS.
I alt har 22 mennesker mistet livet som følge af VTEC - 21 af dem er døde i Tyskland.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub