Der vil blive talt med store bogstaver og krævet konkrete ændringer i politi og efterretningsvæsen, når de 16 tyske delstaters indenrigs- og justitsministre fredag holder krisemøde i Berlin.
Eneste emne på dagsordenen er, hvordan det kunne gå til, at en lille gruppe østtyske nynazister i over 10 år formåede at dræbe ni indvandrere og en kvindelig politibetjent samt røve banker og sprænge bomber, uden at politiet greb ind.
Afsløringen af den nynazistiske terrorcelle fra Zwickau har vakt bestyrtelse i Tyskland.
Gruppen - to mænd, der forleden begik selvmord, og en kvinde, der er anholdt - bliver af nyhedsmagasinet Der Spiegel kaldt Braune Armee Fraktion - en nynazistisk pendant til 1970'ernes venstreekstremistiske terrorgruppe Rote Armee Fraktion, RAF.
Det er især efterretningstjenesten Verfassungsschutz, der anklages for at have svigtet.
- Alarmsystemet mod højre har slet ikke fungeret, siger den tyske justitsminister, Sabine Leutheusser-Schnarrenberger, fredag til Süddeutsche Zeitung.
- Vi står nu med en skandale, der bare bliver større og større, tilføjer den liberale minister over for avisen og foreslår drastiske ændringer i efterretningstjenesten.
I stedet for 16 afdelinger - en for hver delstat - mener hun, det er nok med tre eller fire af slagsen. Ministeren kalder det "ufatteligt", at terrorcellen kunne myrde løs i så lang tid uden at blive opdaget.
Ifølge Spiegel Online bad Verfassungsschutz i Thüringen kolleger i Niedersachsen om at overvåge en af terrorcellens mulige medhjælpere, men efter tre dage blev overvågningen droppet.
Desuden var en tidligere ansat i Verfassungsschutz i Hessen kendt som nazisympatisør og til stede, da en af indvandrerne blev likvideret.
Politikerne vil fredag også drøfte, om det højreekstremistiske parti NPD skal forbydes.
Sidste gang forbundsregeringen gjorde et forsøg på at få NPD forbudt i 2003, sagde forfatningsdomstolen nej, fordi efterretningstjenesten havde placeret stikkere i partiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker