Tysk nej og britisk tøven før FN-afstemning
Den britiske udenrigsminister, William Hague, siger, at Storbritannien kun vil støtte palæstinensernes forsøg på at få observatørstatus i FN, hvis de erklærer sig villige til nye fredsforhandlinger med Israel.
- Hvis det ikke sker, vil vi afstå fra at stemme, siger udenrigsministeren.
Heller ikke Tyskland vil stemme ja til palæstinensernes diplomatiske opgradering, siger en talsmand for regeringen.
- Det står helt klart, at Tyskland ikke stemmer for sådan en resolution, siger talsmand Steffen Seibert.
Både Storbritannien og Tyskland har advaret palæstinenserne om, at afstemningen om deres FN-status kan give bagslag og undergrave håbet om en palæstinensisk stat, hvis afstemningen ikke fører til, at de direkte forhandlinger med Israel genoptages.
Det er dog ventet, at den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, vil få et sikkert flertal for sit forslag blandt de 193 medlemslande i FN's Generalforsamling, når der stemmes om resolutionen torsdag.
Danmark har sammen med blandt andre Frankrig, Spanien, Østrig, Portugal og Norge gjort det klart, at de støtter palæstinenserne, mens både USA og Israel er imod forslaget.
Israelske ministre har angiveligt allerede diskuteret mulige sanktioner mod palæstinenserne, hvis de opnår observatørstatus i FN.
Ifølge israelske medier vil regeringen blandt andet overveje at skære kraftigt ned på israelske arbejdstilladelser til palæstinenserne.
En højere status i FN, som er på linje med den, Vatikanet har, vil give palæstinenserne adgang til at deltage i debatter i generalforsamlingen.
Palæstina vil også som observatørstat i FN kunne søge medlemskab i flere FN-organisationer - herunder muligvis også Den Internationale Straffedomstol (ICC), hvilket bekymrer Israel.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker