En af hovedpersonerne i den største tyske militærskandale i nyere tid kan ånde lettet op. Tysklands rigsadvokat har nemlig besluttet at frafalde sigtelsen mod oberst Georg Klein, som 4. september i fjor gav ordren til et luftangreb på to kaprede tanklastvogne i den nordafghanske by Kunduz.
Angrebet kostede 142 mennesker, deriblandt over 40 civile, livet og anses i Tyskland for at være en af de mest alvorlige fejltagelser i forbundshærens historie.
Men rigsadvokaten slår nu fast, at hverken obersten eller hans ledende officer kan drages til ansvar for tragedien, da de hverken har handlet i strid med folkeretten eller den tyske straffelov.
Det var første gang, at Tysklands øverste anklagemyndighed havde rejst sigtelse mod medlemmer af forbundshæren, og Klein er blandt andet blevet beskyldt for at have brudt regler for Nato-indsatser.
Rigsadvokaten er dog nået frem til, at hverken obersten eller officeren havde kendskab til, at civile var strømmet til de tanklastvogne, som Taliban havde kapret.
Et undersøgelsesudvalg i Forbundsdagen er i gang med at prøve at placere et politisk ansvar for tragedien, som har kostet den tyske forsvarschef og en viceforsvarsminister jobbet, mens tidligere forsvarsminister Franz Josef Jung er trådt tilbage som arbejdsminister.
Forbundsregeringen er under pres for at trække sine over 4000 soldater hjem fra Afghanistan. Kansler Angela Merkel vil torsdag i Forbundsdagen fremlægge en regeringserklæring for at bakke op om den omstridte indsats, efter at syv tyske soldater alene i de seneste to uger har mistet livet i det krigshærgede land. I alt har Tyskland siden 2001 mistet 43 soldater i Afghanistan.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker