Tysk piges indespærring vækker harme

En 13-årig tysk pige skal i årevis være blevet holdt indespærret af sine forældre, der nu er sigtet for omsorgssvigt. Brandenburgs ungdomsminister er rystet.

En 13-årig handicappet tysk pige er åbenbart i mindst ni år blevet holdt indespærret af sine forældre, som nu er sigtet for omsorgssvigt og mishandling.
En nabo i den lille østtyske landsby Lübbenow meldte forældrene til politiet, og pigen blev for to uger siden tvangsfjernet og indlagt på en klinik.
Neuruppins øverste statsadvokat, Jürgen Schiermeyer, bekræfter over for nyhedsbureauet dpa, at pigen er mentalt handicappet og bærer præg af manglende pleje. Men modsat i Østrig, hvor den livstidsdømte Josef Fritzl holdt sin datter til fange i 24 år, var der i pigens hjem hverken tale om en fangekælder eller aflåste døre, understreger Schiermeyer.
- Der er ingen tegn på, at barnet er blevet slået, siger statsadvokaten.
Myndighederne prøver nu at finde ud af, hvordan det kunne gå til, at pigens indespærring ikke blev opdaget.
Familien med i alt tre børn flyttede for ni år siden til landsbyen, der har 350 indbyggere. Hun gik aldrig i skole, og forældrene holdt hende væk fra ethvert socialt liv, angiveligt fordi de skammede sig over hende.


Brandenburgs ungdomsminister, Holger Rupprecht, er rystet over sagen og overbevist om, at naboerne må have haft kendskab til hendes skæbne.
- Det gør mig målløs, at ingen har reageret i årevis, siger socialdemokraten, som udelukker, at noget lignende kan gentage sig andetsteds i delstaten.
Siden liget af en udsultet seksårig dreng i juni 2004 blev fundet i en kummefryser i Cottbus, hvor han lå i tre år, har forældre nemlig skullet møde op med deres børn hos myndighederne inden indskolingen. Drengens forældre er idømt henholdsvis 13 og 11 års fængsel for manddrab.
/ritzau/dpa




Offentliggjort Sidst opdateret