Tysk politi finder sprængstof på jagt efter mistænkt syrer
Tysk politi har pågrebet to personer i forbindelse med en eftersøgning af en mand med syriske rødder, som mistænkes for at ville udføre et bombeangreb. Foto: AP/Bernd Maerz
AP/Bernd Maerz
Meget sprængfarlige eksplosiver er fundet i en lejlighed i Chemnitz, oplyser tysk politi på antiterroraktion.
Tysk politi har pågrebet tre personer under en jagt på en mand med syriske rødder, som er under mistanke for at ville udføre et bombeangreb.
Politiet har i byen Chemnitz desuden fundet sprængstof i en lejlighed, hvor man har ledt efter den 22-årige mand.
- Meget sprængfarlige eksplosiver blev fundet i den pågældende lejlighed i Chemnitz, skriver politiet på Twitter.
Lejligheden blev ransaget tidligere lørdag. Der er ingen meldinger om, hvor den 22-årige syrer befinder sig. Man han er ikke blandt de anholdte.
Myndighederne vil evakuere yderligere områder i byen, hedder det. Banegården i Chemnitz er også delvist afspærret, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Der blev fundet flere hundrede gram sprængstof i lejligheden. Det skal ifølge politiet være så ustabilt, at det skal destrueres på stedet.
- Sprængstoffet blev ikke bare fundet liggende på køkkenbordet. Det lå relativt godt skjult, siger Tom Bernhardt, som er talsmand for politiet i delstaten Sachsen.
Politiet har i en pressemeddelelse bedt om hjælp til at finde den 22-årige Jabar Albakr.
- Vi må formode, at han er farlig, siger Tom Bernhardt.
To personer, som skal have haft kontakt til den 22-årige, blev pågrebet nær banegården. En tredje er anholdt i centrum.
De er alle blevet afhørt. Disse afhøringer har ikke ført politiet på sporet af den hovedmistænkte.
Flere hundrede betjente har ifølge tyske medier deltaget i lørdagens aktion siden de tidlige morgentimer.
Tyske medier skriver, at der blev hørt en eksplosion omkring klokken 13. Den skulle være udløst af tyske betjente.
Beboere i området har fået besked på at opholde sig inden døre.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde