Tysk politi udelukker kvindelig hjælp under gidseltagning
En mand kigger lørdag gennem ruden til apoteket i Karlsruhe, der fredag eftermiddag og aften dannede ramme om et gidseldrama. Foto: Philipp Von Ditfurth/Ritzau Scanpix
En mistænkt, som fredag tog gidsler på et apotek i Karlsruhe, havde ifølge politiet ingen medsammensvorne.
En 20-årig mand, som mistænkes for at stå bag en timelang gidseltagning på et apotek i den tyske by Karlsruhe fredag, handlede alene.
Det fastslår tysk politi lørdag, skriver nyhedsbureauet dpa.
Udmeldingen kommer, efter at politiet i første omgang oplyste, at det var uvist, om gerningsmanden handlede alene.
I den indledende efterforskning var der således tegn på, at manden kunne have haft en kvindelig medgerningsmand blandt de formodede gidsler.
Men det udelukker politiet altså nu.
- Den 20-årige handlede alene, siger talsmand for politiet Dennis Kohl ifølge dpa.
Den mistænkte, som er kendt af politiet i forvejen, holdt fredag 11 personer som gidsler i næsten fem timer, indtil specialstyrker stormede apoteket og overmandede ham.
Gerningsmanden var bevæbnet.
Ifølge polititalsmanden var det et haglgevær, han var i besiddelse af.
Af de oprindelige 11 gidsler havde otte ifølge politiet været i stand til at gemme sig i bygningen. Tre blev tilbageholdt af den mistænkte.
Ingen kom fysisk til skade under hændelsen.
Polititalsmand Dennis Kohl fortæller, at politiet modtog adskillige alarmopkald fra apoteket, mens gidseltagningen udspillede sig.
Politiet ankom til stedet blot to minutter senere.
Den mistænkte, som er tysk statsborger, er kendt af politiet i forvejen for blandt andet vold og ejendomsrelateret kriminalitet, oplyser Kohl.
Af hensyn til efterforskningen har politiet endnu ikke givet oplysninger om gidseltagerens krav såsom en løsesum.
Den tyske avis Stuttgarter Zeitung skriver ifølge nyhedsbureauet Reuters, at gidseltageren krævede en løsesum på et etcifret millionbeløb i euro.
Den information har politiet ikke villet kommentere.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker