Tysk præsident møder polske ofre 80 år efter Hitlers angreb
Jan Ksiazek, direktør for et museum i den polske by Wielun, taler med en historiker Tadeusz Olejnik foran et billede af den ødelagte by efter Tysklands bombardement den 1. september 1939. Wielun var den første by, som det tyske luftvåben, Luftwaffe, bombede under invasionen, der ses som begyndelsen på Anden Verdenskrig. Søndag bliver dagen mindet i Polen. Foto: Janek Skarzynski/Ritzau Scanpix
Janek Skarzynski/Ritzau Scanpix
1. september 1939 angreb tyske tropper Polen, og det blev starten på Anden Verdenskrig. Dagen mindes i Polen.
Omkring 250 officielle gæster, heriblandt flere stats- og regeringsledere, samles søndag i Polens hovedstad, Warszawa, for at mindes starten på et af verdenshistoriens mest mørke kapitler.
Den 1. september for 80 år siden brød Anden Verdenskrig ud, da Tysklands leder, Adolf Hitler, beordrede sine tropper til at invadere nabolandet Polen.
Da krigen sluttede seks år senere, var mellem 50 og 70 millioner mennesker blevet dræbt, skriver nyhedsbureauet AP.
Søndagens ceremonier begynder tidligt i Wielun, der ifølge det tyske nyhedsbureau dpa var den første polske by, som det tyske Luftwaffe bombede.
Polens præsident, Andrzej Duda, og hans tyske kollega, Frank-Walter Steinmeier, deltager i en mindehøjtidelighed og mødes med overlevende fra bombeangrebet.
- Jeg så døde mennesker, de sårede. Røg, larm, eksplosioner. Alt stod i brand, siger den 88-årige Tadeusz Sierandt til nyhedsbureauet AFP.
USA's præsident, Donald Trump, skulle have deltaget i mindeceremonien, men han har meldt afbud på grund af en orkantrussel mod USA. I stedet deltager hans vicepræsident, Mike Pence.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, er derimod slet ikke inviteret.
Polakkerne mener, at det er forkert at invitere Putin for at mindes "væbnet aggression mod Polen", fordi Rusland i dag har handlet på samme måde mod et naboland, nemlig Ukraine.
Ruslands omdømme i Polen er heller ikke det bedste, og det hænger også sammen med den såkaldte Molotov-Ribbentrop-pagt - opkaldt efter de russiske og tyske udenrigsministre i 1939.
Pagten blev indgået den 23. august 1939 og blev kaldt en ikke-angrebspagt. Men den indeholdt også en aftale om, at Tyskland og Sovjetunionen ville dele Polen mellem sig.
Den 1. september angreb Hitler så det vestlige Polen, og krigen begyndte at brede sig. Den 17. september gik Sovjetunionen til angreb på det østlige Polen.
Molotov-Ribbentrop-pagten udspillede dog snart sin rolle. I juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen, og derefter begyndte lykken at vende for Adolf Hitler i det, der er kaldt verdens blodigste konflikt.
- Mindehøjtidelighederne skal være en formaning til verden. Om nødvendigheden af fred, om staters suverænitet og om ikke at forhandle på vegne af andre, siger en talsmand for Polens præsident Duda til AP.
Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), deltager i søndagens markering i Warszawa.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet